Stilhed

3

På årets Northside Festival blev jeg lørdag aften mødt med kram, kærlige ord og godt humør fra en flok piger, der bare lige ville sige, at de elskede min blog… men det var da egentlig ærgerligt, at jeg var holdt op. Jeg takkede både forundret og smigret, og de rare piger dansede videre til musikken.
Jeg fik hurtigt slået fast i mit hoved, at jeg da aldrig er stoppet med at blogge. Eller var jeg? Nej, men jeg har været stille. Meget stille, længe. Jeg har i den seneste måned måtte spørge mig selv flere gange, hvorfor jeg ikke bare lukker bloggen og bliver den dårlige samvittighed kvit. Sociale medier virker for mig mere og mere meningsløse – det samme indhold, bare gengivet i ny form, igen og igen. Jeg har ligeledes sagt pænt nej tak til at dele sponsoreret indhold fra Bloggers Delight – for pointen med en blog var aldrig at drive en reklamesøjle, og det synes jeg lidt at mange blogs – til tider også min egen – er blevet forenklet til. Det var slet ikke der jeg startede. Overhovedet.

Jeg har haft brug for tid til en gang for alle at fastslå overfor mig selv, at jeg ikke kan trykke ‘udgiv’ på indhold, som jeg finder ligegyldigt. Uanset hvor strategisk usmart det er i forhold til læsernes tilhørsforhold. For i mit rimelig trivielle lærer-liv, sker der altså ikke altid noget relevant eller dele-værdigt.
Ind i mellem har man brug for en inspirationspause. Et åndehul med tid til at reflektere over det essentielle. Og indrømmet – sociale medier er ikke spor essentielle i mit liv mere. Likes, følgere, besøgstal har egentlig aldrig været hverken motiverende eller haft betydning. Men det har det at skrive. Og vidensdele. Og vejlede. Og de søde piger på Northside gav mig følelsen af, at det ikke bare er virtuelle tal der runder min blog, men ægte mennesker der læser med. Ja, det kan man faktisk godt gå hen og glemme, når man bare ser en masse tal, statistikker og kurvediagrammer.

Jeg har sommerferie nu, og jeg har et hav af overskrifter på indlæg liggende, som jeg gerne vil dele. Indlæg jeg har lyst til at dele, fordi de passer til mig. Men de skal skrives og billeder skal tages, og det skal være ordentligt, ellers deler jeg ikke – så hellere en måneds stilhed mere. Til gruppen af piger på Northside, tak fordi I var rare og ærlige. Det er altid rart med et lille skub.

 

Balance mellem livet og de sociale medier

uden-navn-31

Indlægget her er ikke skrevet for at støde eller fornærme nogen. Særligt i blogland. Det er måske mest af alt skrevet for at give mig selv en opsang. Og jer der opfører jer ligesom mig. Det er tid til at tage snakken om, hvor meget de sociale medier egentlig må fylde i vores hverdag.
Er jeg den eneste der kan blive godt og grundigt træt af mig selv, når jeg hver gang jeg er ude og opleve noget, uden at tænke yderligere over det, griber telefonen som noget af det første? For oplevelsen skal da fotodokumenteres. Ikke fordi jeg nogensinde har tænkt mig at se tilbage på oplevelsen eller fordi jeg har tænkt mig at få billedet fremkaldt og sat i fotoalbum – nej, billederne skal tages, fordi de sociale medier skal opdateres. Når man først er blevet bevidst om, hvor tit man gør det, bliver man faktisk enormt anstrengt over sin egen adfærd.
For nogle måneder siden var jeg på et spa-ophold med min kæreste, hvor planen var, at jeg skulle lave et blogindlæg om opholdet. Lige fra vi ankom til vi forlod stedet, var der en konstant skiften mellem det ene og det andet kamera, fotos, videoer og “vil du lige tage et til af mig med den her baggrund”. Nede ved stranden, inde i spa-området, på vores værelse, ved middagen – over det hele. Jeg forlod stedet – ikke med den forventede opfriskede energi – men med en følelse af irritation og rastløshed. Og for hvad? Et småligegyldigt blogindlæg.

Det fik mig til at tænke på, hvor ofte vores generation overtræder helt almindelige sociale spilleregler, for at få det der helt perfekte billede, som kan score en masse likes og en lillebitte smule bekræftelse til et til tider vaklende selvværd. Vi slipper nødigt telefonen og filmer og fotograferer gerne løs på de mest ligegyldige og upassende tidspunkter. Jeg er faktisk virkelig træt af det – mest af alt træt af mig selv og min egen distræthed.
Jeg har siden hen øvet mig i at dæmpe “husk at tage et billede”-impulserne, for at give mine sanser ro til at mærke omgivelserne og til at suge indtryk og oplevelser til sig uforstyrret. Min opfattelse er, at vi også husker oplevelserne bedre, hvis vi suger æstetikken til os og giver plads til at oplevelsen kan manifestere sig i hukommelsen.
Hvis vi bruger alt vores tid på at fotodokumentere, redigere og omfotografere ved hver fest, hver solskinsgåtur, hver middag, hver hyggestund, hver kulturel oplevelse, hver rejse, hvert skønt øjeblik kommer livet til at suse lige forbi næsen af os uden, at vi opdager det, og det eneste vi ender op med, er en overfyldt harddisk med en helt masse ligegyldige billeder af solnedgange, kaffekopper, musselmalede måltider og materielle dimser og dutter vi for længst har skilt os af med.

Og for hvad? Likes og bekræftelse fra – i grunden – fremmede mennesker (der helt sikkert har sendt liket i en sød og anerkendende tanke – sådan har jeg det i hvert fald, når jeg liker andres ting). Likes er bitte små digitale “thumps ups” gemt i en kæmpe computer et sted i verden. Et lille klap på skulderen som måske giver os en kortvarig følelse af, at vi er okay – at vi er gode, dejlige, smukke og dygtige. Men 500 likes fra fremmede følgere gør dig ikke til en bedre mor, en bedre kæreste, en bedre kollega, en bedre kammerat, en bedre lytter, et mere intelligent, opmærksomt eller smukt menneske, hvis du ikke gør dig umage i den virkelige verden.
Jeg siger ikke, at jeg ikke er dybt taknemmelig for hvert et like og hver en sød kommentar jeg har fået igennem årene – min pointe er blot, at der er en tid og et sted til alting og det hele handler om prioriteringer. Alt kræver ikke nødvendigvis en plads i din digitale facade. Nogle oplevelser må du gerne bare nyde og beholde selv. Vi tilgiver dig.
Jeg tror det er vigtigt at prioritere at være til stede lige nu, i dette øjeblik, i den helt speciale oplevelse med de mennesker der kender dig og holder af dig – så skal du på længere sigt nok få bekræftet, at du er en god nok gennem de mennesker, der faktisk oplever dit hele og opmærksomme jeg. Det er jeg sikker på.

Min mor fyldte 60 år forleden dag. Vi besluttede os for en get-away og et spa-ophold for at fejre fødselsdagen. Vi ankommer på hotellet, iklæder os morgenkåbe og badetøfler og min mor spørger, om jeg ikke skal have kamera med ned, hvis jeg nu ville lave et indlæg om stedet. Kamera og mobil blev efterladt på værelset og vi havde en både hyggelig og afslappende wellness-oplevelse uden afbrydelser og forstyrrelser fra kontakter, notifikationer eller min egen trang til at gribe efter mobilen. Jeg tog derfra med fornyet energi og med et ønske om, at kameraet og de sociale medier gerne må passe sig selv en gang i mellem fremover.

Ny roomie

img_9173

2016 sluttede for mit vedkommende af med en ret stor og ret dejlig forandring i hverdagen. For to år siden købte jeg en hyggelig lille lejlighed i hjertet af latinerkvarteret og det sidste halve år er gået med at sætte den i stand og bygge den om, så der kunne blive plads til to.

Her fra starten af 2017 kan vi endelig sige, at vi er færdige. Vores små, men hyggelige 56 m² er blevet udnyttet til det allersidste for at få plads til alle vores sager og nu ser det endelig ud til, at vi har fået skabt et hjem sammen.
Og det er ikke nogen helt nem opgave skal jeg lige hilse at sige. Især ikke hvis man kommer fra hver sit ret så etablerede hjem og har været vant til at klare og bestemme alting selv.

Jeg har faktisk aldrig boet med en kæreste før. Altså jo, sådan lidt på må og få har jeg da haft kærester boende midlertidigt i et par måneder ad gangen, men det har aldrig været sådan rigtigt på papiret og med begge vores navne på postkassen.
Både T og jeg kommer fra hver vores lejlighed, som vi gennem en årerække har kunne indrette og etablere helt som vi selv havde lyst til, uden at skulle tage hensyn til nogen. Når man så beslutter sig for at slå pjalterne sammen, skal halvdelen af ens ting i første omgang skaffes af vejen, hvorefter man så skal blive enige om, hvilke af dine og mine ting der så faktisk passer sammen og hvordan skal det hele egentlig ende ud? Det er lidt af et puslespil, og til trods for at vi er to ret selvstændige personer med hver vores mening, synes jeg alligevel at projektet er endt med at blive helt godt, uden alt for meget snerren ad hinanden undervejs.

Det helt særlige ved at flytte sammen er, at man endelig bliver vidne til alle ens gode og knap så elegante sider. Når man dater og kærester rundt handler det hele om at drikke vin, gå på dates, kysse i flere timer, gå ture hånd i hånd, være romantiske og se brandgodt ud. Når man dater kan man bruge et begrænset antal timer sammen, hvor man er “på” og gør sig umage for at vise sig fra sin bedste side. Når daten så er forbi, kan man komme hjem til sig selv, smække benene op og dyrke alle sine private, “jeg-bor-alene”-vaner – uden at kæresten skal være vidne til det. Man kan skabe en illusion om, at man altid har make-up på, altid har barberede ben, altid gør en masse ud af sit outfit, altid spiser pænt, altid er i godt humør og altid er yderst henrivende og virkelig dejlig. Den leg er forbi, når man flytter sammen. Sådan helt forbi.
Pludselig har man adgang til hinandens selskab 24 timer i døgnet. Der er ingen steder at flygte hen. Han bliver fra den ene dag til den anden vidne til hendes usoignerede ben, humørsvingninger, alt for lange middagslure, dovenskab, skøre spisevaner, fejen snavs under guldtæppet, hyggetøj, sjuskethed, klodsethed og sære små tvangshandlinger. Og det går selvfølgelig den anden vej også. Man får hele pakken med, man kan ikke gemme sin menneskelighed mere og det er dér forholdet for alvor viser om det kan briste eller bære.

Når man så efter et par måneder endelig kan ånde lettet op, fordi man har indset, at han er ikke skræmt væk og at han endda også holder af, at man kan være mere afslappede sammen, skal man så pludselig til at lære at omgåes hinanden på 56 m². To rum er ikke meget, hvis man en dag skulle blive en lille smule hidsig. Hvem gør hvad på hvilke tidspunkter – og kan vi overhovedet blive enige om hvordan man gør tingene? Det skræmmer mig en lille smule, nok mest fordi jeg aldrig har prøvet det før. Og man ønsker jo ikke, at ens parforhold skal ændre sig, blot fordi man pludselig deler bopæl.

Man må jo så gøre sit for at holde sig fantastiske. Vi er enige om, at man selvfølgelig stadig skal huske en date-night, et glas vin, en gåtur og et langt kys i ny og næ. At man skal gøre sig pæne for hinanden, at man skal huske at føre samtaler uden mobilen, at man skal lytte, at man skal rose, at man skal huske også at chill’ efter mange timers netflix.

Når jeg tænker efter, er de bekymringer jeg skriver om selvfølgelig ikke rigtige bekymringer. Det er en måde at balancere lykkefølelsen på. Når hjerte har rimet på smerte i det meste af ens 20’ere, kan man godt have svært ved at være helt uforbeholden lykkelig og tilfreds. Det handler måske om at indse, at det faktisk er en forundt at have det rigtig godt. At have en tilværelse hvor tingene faktisk kører, og man er glad.
Jeg skal lige vænne mig til tanken om den her meget fastgjorte tosomhed. Men jeg er lykkelig for, at få lov til at skabe et liv med et af de kærligste, gladeste og varmeste mennesker, jeg kender. Jeg tror, det bliver rigtig, rigtig godt.

Let’s love again

IMG_2687

Tid til at krybe til korset. Der er flere grunde til, at jeg ikke har været helt så aktiv på bloggen i den seneste tid.
Jeg har nemlig haft mit fokus andetsteds – mere præcist rettet imod en dejlig mand, som i det seneste halve år har fået lov til at fylde mere og mere i mit liv. Jeg synes, at en ‘forklaring’ må være på sin plads – også så I ved, at jeg altså ikke er helt forsvundet fra blogland, men bare er så hovedkulds forelsket, at det tager lidt af mit fokus lige nu.

En solkinslørdag i august satte jeg mig op på cyklen og kørte mod Aarhus Rådhus for at se min veninde blive gift med manden i sit liv. Foran rådhuset med ris, lykønskninger, knus og kram flyvende om ørene lagde jeg mærke til den her fyr, en af gommens venner, som stod og så helt enormt sød ud.
Jeg fik hurtigt fat i brudens øvrige veninder for at forhøre mig om herren, og inden bryllupskagen blev skåret og kaffen serveret, havde jeg styr på hans navn, relation til brudeparret og vigtigst af alt – at han ikke havde nogen plus one med til brylluppet. Til min store fornøjelse, opdagede jeg hurtigt, at han også skulle være min bordherre hele aftenen, hvilket selvfølgelig ikke var nogen tilfældighed fra brudeparrets side.
Genert og halvbedugget fik jeg efter bedste evne flirtet til den helt store guldmedalje, langt ud på natten. Da festen lukkede og slukkede måtte flirten fortsætte, og vi kørte to mand i vores stiveste puds på min flade cykel, fra Riis skov langs vandet ind til Århus i de lyse morgentimer. Det måtte blive til en dans på Café Paradis, et godnatkys og et glas vin i den efterfølgende uge.

I dag er vi kærester, sådan helt officielt og alt muligt, og jeg er glad. Sådan ægte. Det er ikke fordi, jeg vil sidde her og fortælle om sukkersøde klichéer, men jeg synes alligevel, at jeg vil dele lidt af historien, idet kærlighed ikke er et emne der har fyldt meget i mit liv eller på bloggen i de sidste tre år. Faktisk havde jeg mere eller mindre afsværget tanken om forelskelse og kærlighed – måske ikke sådan rigtigt og for evigt, men jeg havde i hvert fald skudt jagten på projekt-perfekt-mand langt ud i fremtiden, for i stedet at fokusere på arbejde, venner og familie. Jeg kunne i en periode slet ikke se, hvorfor man skulle udsætte sig selv for frustrationer, usikkerhed, mistro, skænderier, op- og medfølgende nedture og andre slags forstyrrelser i hverdagen, helt frivilligt – for sådan var alle forhold da. Ikke? Brændt barn skyr ilden – og jeg havde brændt nallerne.
Tiden gik, og projekt-lejlighed, projekt-lærerinde, projekt-bloggen og projekt-veninde-datter-og-storesøster tog styringen og tanken om intimitet og kærlighed blev mere og mere fjern. Det er ikke fordi jeg har levet i askese i tre år – det selvfølgelig blevet til et par dates, nogle længerevarende relationer og endda en Tinder profil, men manden der kunne få mig til at sige “okay-jeg-er-klar-til-det-her-uanset-hvad-der-følger-med” udeblev fortsat.
Indtil en aften i august, hvor jeg sad til bryllup og betragtede en gruppe drenge synge sange for det nygifte par. I blandt dem stod han, min bordherre, som havde underholdt mig hele aftenen, i sit grå jakkesæt, med sit mørke hår, røde kinder og et dejligt smil, der gjorde mig blød i knæene. Man bliver naturligvis ikke optimistisk fra det ene øjeblik til det andet, men jeg vidste, at jeg var godt tilpas i det her menneskes tilstedeværelse.

Indlægget her handler mest af alt om at turde give sig selv hen, tage en chance og kaste sig ud i fænomenet kærlighed, som for os alle sammen er usikkert og uden nogen garanti, men som også kan føles helt vidunderligt, når vi tør at give slip på bekymringer, “hvad-nu-hvis” og behovet for kontrol.
Jeg har ladet mig begrænse på grund af dårlige erfaringer. Jeg har været bitter, pessimistisk og nærig med mine følelser – selvfølgelig fordi man passer på sig selv. Jeg har ikke været kræsen, ikke krævende, men jeg har heller ikke været villig til at gå på kompromis endnu engang.
Den her kærlighed kom naturligvis heller ikke fra den ene dag til den anden. Det har været grænseoverskridende at skulle åbne op og lukke et andet menneske ind igen, men nu sidder jeg her, og jeg kan mærke, at det er det hele værd.
Den her kærlighed, er kommet så meget bag på mig, at jeg næsten ikke kan forstå, at det skulle overgå lige netop mig. Jeg er stødt på et af de mennesker, der får mig til at føle, at jeg har vundet lotteriet, trukket det længste strå og er blevet født under en heldig stjerne på én gang.
Lige som man troede, at hjerte rimede på smerte, kommer han ind i billedet, og viser at hjerte i virkeligheden rimer på omsorg, tryghed, ro, varme og støtte. Lige som man begyndte at tvivle på, om det var en selv der var uelskelig, kommer han og viser at man faktisk er meget elskelig. Det er svært at sætte ord på præcist hvad det er han kan, som gør mig så glad – jeg ved bare, at der er noget ved hans enormt rare væsen og blotte tilstedeværelse, der gør, at jeg bliver fuldstændig salig indeni.

Jeg har måtte æde mine ord og erkende over for både venner, familie og mest af alt mig selv, at det der kærlighed måske også er noget for mig alligevel. Min pointe er, at man faktisk kan lægge de dårlige erfaringer bag sig og lære at stole på, at et andet menneske udelukkende vil en det bedste, hvis bare man er tålmodig, lader sig selv hele og tør at tage chancen og åbne op igen.
Det er risikoer ved at lade sig forelske – der er ingen garanti for evig kærlighed og lykke. Måske går det som ens erfaringer fortæller en, måske går det med ren sviger, lykke og glæde til vores dages ende – men bare dagen i dag, hvert eneste minut med ham, er hele chancen værd.

Kys (1)

Tanker om bloggen

 photo faeligrdig_zps9ozdey5j.jpg

Tid til en smule refleksion over hele bloggerverdenen – lidt om hvordan man på få år kan udskifte alt hvad man brænder for med helt andre værdier og prioriteter, og lidt om hvordan man kan gå fra at se potentielt blogmateriale til at fodre en like-hungrende tilværelse i hver eneste lille begivenhed, til egentlig bare allerhelst at ville gemme sig væk og ikke vise sit liv frem for nogen.

Jeg er ikke det samme sted, som da jeg startede bloggen for 6 år siden. Jeg skriver det her indlæg, da jeg med jævne mellemrum modtager henvendelser fra søde læsere, som påpeger at de savner mine indlæg her på bloggen – det kan jeg godt forstå, jeg savner også lidt at skrive dem.
Ægte, det gør jeg. Jeg savner at bruge timer på at tage billeder og kradse mine tanker og idéer ned i lange gennemarbejdede skriblerier – virkeligheden er bare sådan, at når jeg bladrer tilbage i mine indlæg, kan jeg ikke se særlig meget af mig selv i den pige der dengang sad bag skærmen og startede bloggen op. Jeg føler på en måde, at en forklaring må være på sin plads, selvom indlægget i sidste ende nok mest af alt bunder i mit behov for at lufte mine tanker.

Da jeg startede bloggen for 6 år siden, voksede idéen ud af et behov for at dele de ting jeg selv fandt inspirerende. Det var nyt, spændende og jeg opbyggede uden besvær en kærlig og taknemlig lille flok læsere. Blogging var dengang en sjældenhed, noget folk ikke helt kunne gennemskue hvad gik ud på – det var sjovt, anderledes og en smule grænseoverskridende, og det gav en masse kicks, når det lykkedes at ramme, røre, inspirere eller endda forarge min beskedne læserskare.
For 6 år siden var jeg studerende med korte skoledage, arbejde i nattelivet, fest og farver, uden det store ansvar og jeg kunne mere eller mindre skrive om det jeg ville – alt blev delt; både store og små tanker, hjertesorger, store beslutninger, små ligegyldige påfund – jeg havde vitterligt intet filter, og det er jeg til dels også lidt stolt af, for det var menneskeligt på et plan, meget af tiden.

I dag er virkeligheden sådan, at jeg har en 40 timers arbejdsuge, relationer og forhold der kræver mere tid, et større behov for at se min familie og så kan jeg ikke længere skrive om alt mellem himmel og jord, ej heller overplastre nettet med billeder af mig selv – mest af alt fordi jeg har et job, helt præcist et job med daglig kontakt med rigtig mange forskellige (dejlige) børn, som jeg i ny og næ tager i at sidde og bladre min blog og instagram igennem. Pludselig bliver alle ord og billeder målt og vejet, for alt indhold skal være sobert og jeg skal være en rollemodel i alle henseender – livsstil, tøjvalg, sprog – alt skal kunne forsvares.
Jeg er derfor i sagens natur blevet mere forsigtig, og en lang række emner er efterhånden blevet sløjfet.

Emnet mode fylder eksempelvis mindre og mindre. Min stil har ændret sig igennem årene – den er i virkeligheden blevet helt enorm kedelig og ensartet, hvilket også er grunden til at den ikke får lov til at fylde mere her inde.
Da jeg i mine første år som lærer gik ned ad gangen, og de større elever gang på gang råbte “Nice sneaks, dem har vi også”, vidste jeg, at det var tid til forandring.
Jeg har ikke længere behov for at holde mig opdateret på de seneste trends og kollektioner og de halvårlige ture til modeugen kan jeg godt skyde en hvid pil efter med mine regulære arbejdstider. Jeg har ikke længere behovet for at stå i koldt vejr, ubehagelige stillinger og alt for høje stilletter og tage 100 billeder, for efterfølgende at få lavt selvværd over, at der ikke var nogen der var helt perfekte. Tøj er efterhånden bare tøj, og i min funktion som lærer skal det i højere grad signalere modenhed og komfort, frem for mod og kant.

At jeg ikke længere ligner en blogger, er én ting – en anden ting er, at jeg ikke længere har energi og tid til at agere blogger, for når jeg så endelig kommer hjem fra arbejde er mit hoved sønderbombet, og er der den mindste smule kreativt råderum i overskud, bliver det brugt for at lave sjov og spændende undervisning, frem for at flette et blogindlæg sammen. Jeg har helt præcist 79 ufærdige blogindlæg liggende i kladder og en overvældende dårlig samvittighed over, ikke at være dukket op til de sidste 5 bloggerevents jeg har været inviteret til. Hele bloggeridentiteten går ganske enkelt ikke særlig godt i spænd med mit virkelige liv lige nu.

Indlæg om kærlighed, følelser og dybere, mere personlige tanker fylder ligeledes mindre – selvom det var den slags indlæg der virkede til at skabe allermest røre hos bloggens læsere.
Søndag kom jeg hjem fra den dejligste weekend i sommerhus, uden kamera, uden computer, ingen tid blev brugt på at opdatere sociale medier – helt fantastisk og sådan som jeg allerhelst vil have det lige nu.
6 år er vel egentlig ikke særlig lang tid, men selv føler jeg, at jeg er gået igennem årtier af aldring og erfaringer, der gør at cyberspace slet ikke er så oplagt et sted at færdes mere. For at sige det, så det er til at forstå, er jeg blevet mere optaget af at leve mit liv end af at dokumentere og skrive om det. Noget der for et par år siden, måske endda var omvendt, hvilket på sin vis skræmmer mig lidt.
Engang fik jeg et kæmpe kick af at lægge et billede ud og modtage et hav af henvendelser på hår, tøj, accessories og hudpleje, og brugte i virkeligheden alt for lidt tid på at se indad og arbejde med min person, mine værdier og min væremåde overfor andre.

Min veninde, som også blogger, sagde til mig i går, at hun godt kunne se, at jeg ikke længere havde mig selv med i mine indlæg. En god ven kommer ind i mellem med kærlige tilskyndelser, opfordringer og guiden til, hvordan jeg skal holde motivationen oppe – men åha, hvor synes jeg det er svært at være produktiv lige nu.
Jeg har overvejet at lukke og slukke for bloggen flere gange indenfor det sidste år. Min største udfordring er, at jeg har en idé om, at jeg ikke er en ‘quitter’ – når jeg først har startet noget op, stopper jeg ikke igen.
Jeg er splittet, for på den anden side har jeg også lyst til at give bloggen en renæssance, blot med en anden form for indhold, for når jeg forestiller mig scenariet om ikke at have et virtuelt råderum, gruer jeg ved tanken – for jeg elsker stadig at dele en opskrift, et stykke tøj, et møbel, en tanke i ny og næ – jeg vil bare ikke være forpligtet til at skulle være ajour med mode og tendenser, at holde et socialt medie opdateret, at sælge ud eller bakke op om brands jeg inderst inde ikke har nogen interesse i, for at holde på mine læsere  – også selvom det koster popularitet i sidste ende.

Det har taget mig flere uger at få det her indlæg skrevet færdig og udgivet. Jeg har redigeret og flyttet så meget rundt, at jeg knap nok selv kan finde hoved og hale i det – og hold nu op hvor blev det langt. Jeg håber alligevel, at budskabet trænger igennem, og så håber jeg, at de der læser med stadig kigger ind til lidt inspiration i ny og næ.

Jeg lover at opdatere, når det giver mening, og jeg er sikker på, at I, ligesom jeg, synes det fungerer allerbedst, når jeg også har mig selv med i det.

Older posts