Pumpkin spice latte

img_7300 img_7264

Efterår betyder græskar-sæson og den meget populære amerikanske ‘pumpkin spice latte’ vinder territorium i vores del af verden, ligesom så meget andet der ovre fra. Det hyppige brug af græskar og så halloween er to ting jeg glædeligt tager til mig! Flere græskaropskrifter må prøves af i løbet af efteråret.

Når man kommer hjem fra arbejde en regnfuld eftermiddag, og job, træning og alt det man skal nå er overstået, er der intet bedre end at krybe under et tæppe med noget varmt og en god serie eller en bog. Internettet vrimler med varme, lindrende drikke – du kan eksempelvis prøve min udgave af guldmælk eller min seneste favorit – vegansk pumpkin spice latte.
I USA er drikken både populær og let at lave, fordi alle ingredienserne kan købes færdige. Her hjemme skal du selv forberede ingredienserne, men når de først er lavet, er der til mange kopper kaffe.
Først skal du forberede en græskarpuré og derefter en krydderiblandring – du skal bruge:

Græskarpuré
1 hokkaido græskar

Krydderiblanding
3 spsk. kanel (helst ceylon kanel)
2 tsk. stødt ingefær
1 tsk. revet muskatnød
1,5 tsk. allehånde
1,5 tsk. stødte nelliker

Til én kop kaffe
2 dl plantemælk (mandel, ris eller havre passer godt til)
1 spsk. sukker, sukrin eller en anden form for sødemiddel
1 spsk. græskarpuré
1,5 tsk krydderiblanding
1 dobbelt espresso shot

Del græskaret i to og skrab kernerne ud. Del det i mindre stykker og bag dem ved 175 grader varmluft i ca. 45 minutter til det er mørt.
Imens blander du alle krydderierne i et patentglas. Når græskaret er færdigt, skraber du kødet ud, som moses eller blendes – opbevar puréen i en lufttæt beholder på køl.

Varm mælken op i en lille gryde og bland sukker og græskarpuré i. Brug en mælkeskummer til at røre det helt ud. Lad det simre et par minutter og tag det så af varmen. Bland krydderier og kaffe i og smag til med sukker, hvis du vil have den sødere. Server drikken med et drys af krydderiblandingen på toppen. Vil du have den på ægte Starbucks-maner kan du tilføje vegansk flødeskum (den fra Alpro er go’) på toppen. Jeg får min med et stykke krydret kage til – prøv eksempelvis ølkagen fra Valdermarsro eller mine julede daddelkugler for et sukkerfrit alternativ.

Ud over dejlig smag får du en lang række krydderier, der gavner og gør kroppen godt. Nellike bekæmper inflammation og varmer kroppen op indefra, samtidig med at det modvirker oppustet mave. Kanel stimulerer fordøjelsen, regulerer blodsukkeret og dæmper sultfornemmelse. Ingefær er fyldt med antioxidanter, som bekæmper kroppens frie radikaler, samtidig med at den modvirker gigtsygdomme. Muskatnød øger blodcirkulationen og virker smertedæmpende og bakteriedræbende. Hvert krydderi kan en helt masse og så alt sammen samlet i en varmende kop. Velbekomme!

img_7246img_7255

Smoothie med græskarkerneprotein

1 2 3

Proteinpulveret i mine skabe er røget en tur i skraldespanden. Ikke fordi jeg mener, at jeg har fundet et bedre alternativ eller et nyt vidundermiddel, men ganske enkelt fordi – lad os nu bare være ærlige – det smager jo ikke godt. Og hvis man nu faktisk kan finde et lækkert, velsmagende, økologisk og – i mit hoved – mere naturligt proteinsupplement, er det så ikke værd at prøve?
Det var faktisk en af jer læsere, der gav mig idéen til at udskifte det almindelige proteinpulver med affedtet græskarkernemel – så tak for inspirationen Trine.
Hvis du gerne vil arbejde med den plantebaserede kost i dit hjem, er nødder og kerner et must-have som proteinkilde i salater, grød, bagværk, smoothies eller bare som snack. Græskarkernemelet har fået fast plads i vores morgensmoothie-rutine – især fordi det er en af de få ting, min kæreste ikke rigtig bemærker, jeg sniger i den. Han er sådan ret typisk mand på det område – der skal ikke for meget hokus pokus i form af olier og pulver i en smoothie, hvis han skal drikke den. Den må ikke smage for sund eller for grøn. Græskarkernemelet har mest af alt en nøddeagtig smag og i en grøn smoothie som denne, vil jeg mest af alt sammenligne smagen med pistacie. Ret lækkert! Du får altså et økologisk kosttilskud med hele 67 g. protein/pr. 100 g. (og et lavere fedtindhold end ved hele nødder) uden kemien og de ærgerlige bismage der følger med.
Til sådan en bananocado-shake skal du bruge:

1 banan
1/2 avokado
200 ml. plantemælk (jeg bruger mandelmælk)
10 g. græskarkernemel
2 isterninger
Evt. et lille stykke økologisk citronskal (fungerer virkelig godt i grønne smoothies)
Blend alle ingredienserne sammen til en ensartet masse og server evt. over et par isterninger. Du kan sagtens arbejde med flere eller andre ingredienser – jeg synes blot, det er vigtigt at holde ingredienslisten kort, når det kommer til smoothies, for ikke at gøre smagsløgene helt forvirrede. Har I andre gode idéer til, hvor græskarkernemelet kan bruges? Måske en opskrift?

God dag ♥

Vegansk pavlova

1 2 3

Den her opskrift, jamen altså – sikker vinder hver gang! Elsket af alle, både store og små og enormt nem at lave. Jeg hiver den frem, hver gang jeg skal have gæster og gerne vil vise dem, hvor velsmagende plantebaseret mad kan være. Folk sidder lidt tilbage med følelsen “Jamen er der hverken æg eller fløde i?”. Jo jo, man kan lave marengs uden æg og den bedste flødeskum er efter min mening lavet på plantefløde.
Pavlova er for mit vedkommende en meget nostalgisk dessert. Min moster fik en opskrift med hjem fra Irland efter et studieophold, da hun var ung, og min mor har lavet pavlova til os til mange festlige lejligheder siden.

Her er de animalske ingredienser udskiftet med plantebaserede og du får stadig en lige fantastisk pavlova dessert. Du skal bruge:

Væsken fra 1 dåse kikærter (aquafaba)
1,5 tsk. hvidvinseddike
2 spsk. majsstivelse
6 dl. flormelis
1 tsk vaniljepulver
Frisk frugt
1 brik plantebaseret piskefløde (den fra Alpro er rigtig go’)
Tænd ovnen på 180 C°. Pisk aquafabaen med et piskeris til den er stiv (ligesom når man pisker æggehvider). Tilføj flormelissen lidt ad gangen.
Tilsæt de øvrige ingredienser, imens du fortsat pisker stille og roligt. Pisk indtil du har en luftig og cremet masse. Fordel massen på et stykke bagepapir på en bageplade. Undlad at lave cirklen alt for stor – den hæver og breder sig en del inde i ovnen. Du kan også lave flere små bunde og portionsanrette dem senere.
Placer bagepladen midt i ovnen og skru varmen ned til 150 C°. Bag marengsbunden i 90 minutter. Sluk da for ovnen, åben ovnlågen en smule og sæt en træske i spænd, så ovnen langsomt køles af, imens kagen er der inde. Tag kagen ud, når ovnen er kold.

Pisk fløden til flødeskum og fordel det på marengsbunden. Top kagen med frisk frugt.
Toppings kan varieres i det uendelige – årstidens frugter, dine favorit frugter, bestemte farver – det hele er lige lækkert. Det er kontrasten mellem den søde bund og den syrlige frugt der får tænderne til at løbe i vand. Jeg kan anbefale bær i alle afskygninger, passionsfrugt, stjernefrugt, ananas og banan.

Server straks og se fornøjede smil brede sig blandt dine gæster. Velbekomme!

4 5 6 7 8 9

 

RÅ ÆBLEKAGE MED HAVREGRYNSKNAS

1 2

En opskrift der i den seneste tid er blevet hevet frem, hver eneste gang vi har haft lyst til lidt sødt her hjemme – både fordi den smager helt fantastisk, men også fordi den er så hurtig og nem at lave.
Da jeg var lille, lavede min bedstemor tit og ofte æblekage med rå, revne æbler i stedet for den klassiske med kogt æblegrød – af den grund har det altid været min favorit, særligt fordi den er mere frisk og har mere bid. Forleden aften sad jeg med en sød tand og tænkte, at den da for søren også måtte kunne laves vegansk og stadig være smadder god. Det kunne man sagtens, og det var ren nostalgi! Resultatet blev en simpel, men lækker dessert, fri for mælk og smør, med få ingredienser og masser af saft og sødme. Ernæringsmæssigt er den heller ikke helt så slem som andre desserter – både rå æbler og havregryn gør godt for kroppen og så har plantefløde et lavere indhold af fedt end almindelig fløde – samtidig med at vegetabilsk fedt er langt bedre for systemet end det animalske fedt. Til 3-4 portioner skal du bruge:

3 æbler
1/2 citron
40 g. rasp
40 g. havregryn
40 g. kokosukker
125 ml. vegetabilsk piskefløde (jeg bruger Alpros – kan du ikke finde Alpros, så brug Schlagfix)

Bland rasp, havregryn og sukker sammen og varm det langsomt op på en pande under konstant omrøring. Når sukkeret er smeltet og blandingen er brunet stiller du panden til afkøling. Riv æblerne groft og vend dem i saften fra citronen. Find et par glas frem og kom skiftevis lag med æbler og rasp-blanding i. Pisk til sidst soyafløden og top glassene med skummet. Server med det samme.

Smager ret awesome med et krus mynte te eller en god kop kaffe sådan en søndag aften. Velbekomme!

 

3

Picnic perfect

1 2 3 4 5

Et lille tip til en hyggelig sensommeraktivitet her på en fin solskinsdag. Selvom vejret ikke har været perfekt i de seneste måneder, er der stadig mulighed for at komme ud og nyde naturen og en perfekt picnic eftermiddag – bare husk en god striktrøje, et par tæpper og vin! Gå aldrig ned på vin (så glemmer man hurtigt at vejret er surt!). Det er en skøn måde at tilbringe en weekenddag sammen med venner, kæreste eller familie, og man vil helt sikkert sætte pris på at være taget afsted, når det lige straks bliver for koldt til at være udendørs. Så pak en bil, hjemmelavede godter, service og godt selskab og find jeres egen oase af ro og fred et sted i det danske landskab. Min kæreste og jeg har et helt særligt sted i Mols Bjerge, hvor vi aldrig har set synet af andre mennesker – et perfekt sted til at gå ture, slappe af og bare være os selv. Undersøg lokale skove og parker for små grønne gemmesteder og se at komme afsted.

I indlægget her får I fire opskrifter på vidunderlige, veganske, velsmagende delikatesser til picnickurven – både lidt sundt og lidt til den søde tand. Skal I være afsted på picnic hele dagen, kan det være en idé at pakke flere forskellige retter, som kan spises løbende – eksempelvis små stykker frugt, gnavegrøntsager, vand med frisk citrusfrugt, en kande kaffe og en god kvalitetschokolade. Øvrigt kan du give dig i kast med opskrifterne nedenfor – prøv eksempelvis…

Mini-kartoffelpizzaer:

1 tsk gær
1¼ dl lunkent vand
1 tsk sukker
¼ dl olivenolie til dejen
50 g speltmel
1 tsk salt
175 g hvedemel
350 g kartofler
4 fed hvidløg
Olivenolie til at smøre pizzaerne
En håndfuld friske rosmarinkviste

Forvarm ovnen på 220°. Sukker og gær røres ud i vandet. Efterfølgende tilsættes olie, salt, speltmel og til sidst hvedemel, indtil dejen er elastisk. Ælt grundigt og rul dejen ud på et meldrysset bord – den skal være jævn og tynd over det hele. Brug et vandglas til at stikke små cirkler ud og fordel dem på et stykke bagepapir på en bageplade. Vask kartoflerne grundigt og skær dem i helt tynde skiver (brug evt. et mandolinjern). Hak hvidløgene fint og pluk bladene af rosmarinkvistene. Pizzaerne pensles med olivenolie og kartoffelskiver, hvidløg og rosmarin fordeles. Drys til sidst med lidt groft salt og bag dem i ovnen i ca. 15 minutter.


Nem-tag-med-salat:

100 g. bulgur (eller couscous, quinoa, brune ris o.lign.)
10 søde cherrytomater
1 lille rødløg
1 dl saltede græskarkerner
1 dl rosiner
1 lime
1 spsk olivenolie
1 fed hvidløg
1 bundt frisk persille
Salt og peber

Dæk bulguren med vand og lad det koge i 10 minutter. Vandet sies fra og bulguren køles af. Tomaterne skæres i halve, løget snittes fint og persillen hakkes. Bland en dressing af limesaft, olivenolie, hakket hvidløg, salt og peber og vend bulguren sammen med de øvrige ingredienser deri. Anret portioner i eksempelvis sylteglas.


Kikærte-spread (wannabe-tunsalat):

1 dåse kikærter (husk at gemme væsken, hvis du også vil bage muffins)
1 skalotteløg
1 lille dåse majs
50 g. soltørrede tomater
50 g. syltede agurker
200 ml. sojayoghurt
1 lille bundt frisk dild
1 spsk. friskpresset citronsaft
1/2 tsk sukker
1/2 tsk paprika
1 tsk gærflager (kan udelades)
1-2 fed hvidløg
Salt og peber

Mos kikærterne groft med en gaffel, så de deles i mindre stykker. Det skal dog ikke laves til mos. Hak løget fint og bland det sammen med kikærterne. Tilsæt sojayoghurt, majs, soltørrede tomater, syltede agurker, dild, citronsaft, sukker, paprika, gærflager og hvidløg og rør det hele godt sammen. Smag til med salt og rigeligt med friskkværnet peber – tilsæt evt. mere citronsaft og sukker indtil du er tilfreds med smagen. Server i et lækkert sandwichbrød med sprød salat.

 

Rabarber-muffins med marcipan:

6 spsk. af væsken fra kikærterne (aquafaba)
100 g. sukker
100 g. hvedemel
100 g. smeltet margarine
100 g. marcipan
50 g. finthakkede mandler
4 spsk. sukker
1/2 tsk vaniljepulver
1 tsk bagepulver
200 g. rabarber

Forvarm ovnen på 170°. Pisk aquafaba og sukker til en luftig marengs. Tilsæt margarine, hakkede mandler, vaniljepulver og bagepulver og pisk det hele godt. Skær marcipanen i små bidder og bland dem i dejen sammen med melet. Skær rabarberne i skiver og rør halvdelen af dem i blandingen. Fordel dejen i smurte muffinforme og fordel resten af rabarberne som pynt på kagerne. Bag dine muffins i 35 minutter og lad dem køle af, inden du pakker dem ned.

Opskrifterne er også ret perfekte til en regnvejrsdag indendørs. Måske en picnic på stuegulvet? Under alle omstændigheder et tiltag som folk omkring dig vil sætte pris på.

Velbekomme!

 

Older posts