Hjemmelavet citron-vanilje body butter

img_5746 img_5736 img_5786img_5780

Har man et ønske om at gøre sin mad, sit hjem, sit tøj, sin hudepleje- og make-up helt plantebaseret, kan man efter min mening lige så godt give op på forhånd. Det siger jeg ikke, fordi du ikke skal gøre forsøget, men fordi du godt kan regne med at skulle skifte rigtig, rigtig mange ting ud i dit hjem. Og fordi du muligvis er nødt til at tage en ny uddannelse og bruge resten af dit liv på at læse varedeklarationer. Vidste du eksempelvis at det meste vin og øl filtreres ved brug af pulveriseret fiskeblære? Og ved du godt, at der for det meste er æg- og mælkeprotein i din tandpasta? Du vidste garanteret ikke, at både slik, kaffebønner, vitaminpiller, nødder og frugt ofte er belagt med shellak, som er et stof udvundet af sekret fra lus – og jeg kan godt forstå, hvis du ikke vidste det, for det er simpelthen en jungle af e-stoffer, du aldrig i din vildeste fantasi havde forestillet dig eksisterede.

Jeg siger drop hysteriet og slut fred med at en lille indsats også er god for din sundhed og for miljøet – de færreste kan gøre det perfekt, men de fleste kan gøre deres bedste. Hvis der er en ting folk i veganerverdenen er gode til, er det at shame hinanden for småfejl – for du er da helt sikkert skingrende sindsyg, hvis du spiser slik belagt med bivoks! Hvad tænker du på?
Nej, der bliver det altså for religiøst til mig og sådan bliver det ikke her på min blog.

Lad os i stedet starte på de områder, hvor det er oplagt og nemt at lave nogle småjusteringer. Du kan ikke brygge din egen øl (altså jo måske, men så er det ikke her du skal læse med), men du kan eksperimentere med at lave din egen hudpleje fri for animalier og unødvendige tilsætningsstoffer. Så længe du holder dig til naturlige ingredienser er der nærmest fri leg (min regel er, at ingredienserne også skal kunne indtages i mad). Og så får du også en smule sjov og aha-oplevelser med på vejen.

Opskriften her er tilbage fra dengang, jeg var studerende og havde fritid til at eksperimentere med den slags. Det ændrer ikke på, at den stadig er min favorit-creme, når sommeren er på vej, og benene skal pakkes ud igen. Den er hurtig og kræver få ingredienser (som du kun behøver at bestille hjem én gang, så har du til mange gange – jeg bruger især Urtegaarden). Du skal bruge:

1 dl kokosolie
1/2 dl shea-smør
5-10 dråber citronolie
5-10 dråber vaniljearoma
1/4 tsk. e-vitamin (kan udelades)

Kom kokosolie og shea-smør i en lille gryde og varm det langsomt op til begge olierne er helt flydende – shea-smøren tager lidt længere tid end kokosolien. Lad olierne køle ned til stuetemperatur i løbet af 15 minutter.
Hæld derefter olierne over i en glasskål og stil den i fryseren i 10 minutter, til olien sætter sig lidt i kanterne. Tag skålen ud af fryseren og tilsæt citronolie, vaniljearoma og e-vitamin. Pisk med en elpisker på høj hastighed i 5-10 minutter eller til den ønskede konsistens er opnået. Hæld på glas og opbevar ved stuetemperatur – ikke for varmt, for så smelter den igen. Den kan holde omkring et halvt år.

Du får i løbet af 30 minutter en lækker og utrolig cremet lotion, som smelter ind i huden og holder huden blød og fugtet. Øvrigt dufter den af ren slikbutik, så The Body Shop kan godt gå hjem. Bedst af alt, slipper du for animalske ingredienser, tilsætningsstoffer og en alt for lang, kemisk ingrediensliste. God fornøjelse!

img_5737 img_5777

DIY: En julekalender-idé

1 2

En lille, hurtig idé på faldrebet til dem der gerne vil overraske en de holder af med en julekalender inden d. 1. december.
Jeg er stadig et barn, når det kommer til julen og har såmænd stadig en julesok hængende hjemme hos min mor – I kid you not. Det er bare så enormt hyggeligt med små pakker i løbet af julemåneden. Ligeledes kan jeg også godt lide at julehygge om andre – det ene kommer vel af det andet.
Samtidig synes jeg, det er enormt anstrengende at skulle kæmpe sig igennem Tigers og Søstrene Grenes overfyldte, stressede, svedende julegaveræs år efter år efter de samme småubrugelige plastiknips.
I år får I en julekalender-idé der både er hurtig, bæredygtig, nem og som kræver ganske få materialer, samt en smule fantasi.

Du skal bruge:

  • Karton
  • Høstgarn (eller andet bånd)
  • Tuscher
  • Saks

Klip kartonen i stykker og lav små “gavekort”. På hvert gavekort skriver du en oplevelse, som du og den der skal modtage julekalenderen kan lave sammen.
Det skal selvfølgelig være oplevelser der økonomisk kan lade sig gøre – samtidig kan du sige til personen, at “gavekortene” kan bruges hele næste år. Det giver god grund til hyggeligt samvær, og giver jer begge noget at se frem til en grå mandag eftermiddag i februar.

Idéer til oplevelser (mest for Aarhus-folk) kunne eksempelvis være

  • Gåtur med termokande og kaffe i Dyrehaven
  • En tur i sommerhus
  • En aften med vin og Bezzerwizzer
  • En kop kakao på Skovmøllen
  • En tur på Moesgaard Museum
  • En tur i Den Gamle By
  • En tur på Aros
  • En spa-aften med ansigtsmasker, fodbad og film
  • Hjemmelavet middag
  • Pedicure på kosmetologskolen
  • En tur i Grossererbadet i Spanien
  • Gåtur og frokost i Væksthusene
  • Hjemmebiograf-aften med popcorn
  • Picnic i Mols Bjerge
  • Tur i Aarhus Teater
  • Tur på Kvindemuséet
  • Take away kaffe og gåtur på Godsbanen
  • Sanwich fra Il Mercentino og læsehygge på Dokk1
  • Gåtur om Egå Engsø
  • Brunch på Perchs Tea room
  • En time i Hot Yoga (hver fredag kl. 16.00 er der en velgørenhedsklasse for kun 50 kr.)
  • Byvandring i Aarhus
  • En weekendtur
  • Besøg på en af byens gartnergårde

Bor du ikke i Aarhus kan du bruge idéerne som inspiration og selv tilpasse dem det område du bor i – muséer, caféer, teatre, parker, kaffebarer, naturområder, m.m. Idéen kan øvrigt bruges til adventskalender med gavekort til fire større oplevelser.

Julekalenderen kan gives til en kæreste, en veninde, en mor eller far du trænger til mere samvær med. God fornøjelse!

3

DIY / Glaslanterner

 photo IMG_6110_zpsf24c2e06.jpg

Jeg er nok ikke den eneste der i en periode synes, at det var ret sjovt at servere smoothies og drinks i syltetøjsglas? Det har resulteret i, at mit køkken efterhånden bugner af dem, og jeg har måske alligevel ikke brug for helt så mange af dem netop der.
Jeg tænkte derfor at de kunne bruges til noget mere dekorativt rundt om i hjemmet. Jeg har fået mig en lille have ude foran mit soveværelse i den nye lejlighed, som godt kunne trænge til en kærlig hånd og lidt mere ‘hygge’ – jeg været på udkig efter nogle pæne lanterner der ud til, som ikke var for voldsomme eller for dyre. Her bliver der slået to fluer med et smæk; jeg får ryddet ud i mine køkkenskabe og får spredt levende lys rundt om i have. Det er på ingen måde raketvidenskab og de tager kun et par minutter af lave, så selv den mest fummelfingrede type, kan få dem her op og hænge. Du skal bruge:

 photo IMG_6041_zps12269749.jpg

  • Forskellige gamle sylteglas
  • Noget til at hænge dem op med – ståltråd, kobbertråd, lædersnor, natursnor eller lignende
  • Saks
  • Fyrfadslys

 photo 1_zpsc5ff0cc8.png

1. Skær et godt stykke tråd og bind det rundt om glassets gevind. Bind en stram knude og sørg for at der er rigeligt med tråd til at lave hank af.

2. Bind det resterende stykke tråd fast i den modsatte side af glassets kant og sørg for at det sidder godt fast i begge sider – de skal jo helst blive hængende et stykke tid.

3. Stearinlys i og voila – så er det bare om at finde noget du kan hænge dem fast i. Her hænger de fx. på afløbsrør, på en trappe og på søm i væggen – de er også ret søde når de bare står.

Jeg er personligt ikke til for meget nips, farver og pynt, men jeg tænker at de sagtens kan pyntes med englepapir, farvede lys, m.v. hvis man gerne vil gøre mere ud af det. Det er nok bare om at prøve sig frem.

God fornøjelse!

 photo 2_zps3fd6f258.png photo 3_zpsee6b4b3b.png

Créton Maison lysestager

 photo lys_zps59f966ce.png

Søndag aften med et af de nyeste tiltag inden for interiør i lejligheden – et par lysestager fra Créton Maison. De findes i flere farver og størrelser og har den sjove funktion med en skrue i bunden, så de kan sættes fast i træ, både inden- og udendørs. Jeg har egentlig haft kig på dem længe, men vidste ikke rigtig, hvordan jeg skulle bruge dem. Da jeg så var i sommerhus forleden, faldt jeg over en gammel ølkasse (som vist nok er ret moderne) og et stykke træ fra brændeovnen. Det krævede en boremaskine og 10 min, og så var det hele sat op. Jeg synes, at det er ret hyggeligt med det lidt rustikke look, og så elsker jeg træfarver. Særligt kombineret med et lammeskind og min gamle chesterfield-stol. Fundet i Sinnerup til under 30 kr,- pr. stk.

DIY | Babyshower

 photo 2_zps515e542c.png
 photo DSC_0102_zps92714609.jpg
 photo DSC_0129_zps7f8c73f5.jpg
 photo DSC_0141_zps2151221e.jpg
 photo g_zpsaa6ce08f.jpg
 photo IMG_0081_zpsb4e3cea6.jpg
 photo DSC_0158_zpsef2c04f0.jpg
 photo 1_zpsaffa3281.png
 photo DSC_0144_zpsd0327ba3.jpg
 photo DSC_0169_zps846149c1.jpg
 photo mangler_zps2dfcaac5.jpg
 photo 3_zps44267236.png

Som jeg tidligere har nævnt, holdte nogle veninder og jeg en babyshowerfest for Emma i sidste weekend. Babyshower er jo en nyere amerikansk tradition, som ikke ses helt så ofte her hjemme, men vores generation har alligevel fået det ind med utallige gentagelser af Sex and the City boxen.
Det er under alle omstændigheder en utrolig sød tanke, at den kommende mor, skal have en fest, hvor hun ikke skal stå for noget som helst selv og have en masse opmærksomhed, forkælelse og gaver.
Da vi begyndte planlægningen, var det en smule svært, at finde bud på, hvordan man egentlig skulle få sådan en fest på benene, og jeg tænkte derfor, at det kunne være skægt med et “do-it-yourself”-indlæg her på bloggen, så der er inspiration at hente, hvis I en dag står og skal planlægge en fest for en veninde.

Vi startede med at give Emma dato og tid. Resten skulle være en overraskelse!
Derefter fordelte vi opgaver som pynt, madlavning, lege, m.v. i mellem os, og kom allesammen med små søde gaver til Emma og den lille. Vi kom frem til:

Menu
Velkomstdrinks – “Moderkage-smoothies” (det er jo 2013-trenden, at indtage de ekstra vitaminer efter fødslen – adr!) lavet af banan, jordbær, ingefær, mælk og rødbedesaft, pyntet med frysetørrede hindbær.
Let frokost – pastasalater, frikadeller, mini sanwiches, gnavegrønt, hummus, tzatsiki, haydari, frugter og brød.
Drikkevarer – lyserød asti og alkoholfri vin til den gravide.
Dessert – jordbærtærte og lyserød hindbærlagkage.

Lege
“Gæt-hvad-der-er-i-bleen” – den kommende mor får bind for øjnene, og rækkes bleer med forskelligt indhold – fx. havregrød, remolade, babymos, modermælkserstatning, m.v. Hun må røre, smage, dufte og skal gætte indholdet i hver ble, før hun må få sine gaver.
“Mål-mavens-størrelse” – gæsterne måler mavens størrelse og skriver det på en seddel. Maven måles, man ser på de forskellige gæt og finder en vinder.
“Skriv-en-hilsen” – en af festens gaver er en æske med tilhørende farveblyanter og papir. Gæsterne skriver en personlig hilsen til den kommende mor, som lægges ned i æsken. De først må læses efter fødslen.
“Gæt-en-baby” – gæsterne medbringer hver et babybillede, som hænges op. Der uddeles afkrydsningsark til gæsterne, som skal prøve at gætte hvem babybillederne tilhører. Den der gætter flest rigtige vinder.

Der var små præmier til vinderen i hver leg, fx. lyserødt slik, en lille flaske vin, m.v.

Pynt
Blomster, servietter, stearinlys, balloner, sløjfer – ALT i lyserødt selvfølgelig, fordi hun skal have en datter.
Der ud over havde jeg lavet en “blekage” (læs: jeg har for meget fritid) af sammenrullede bleer, med små gaver fordelt på den.

Gaveidéer
Pynteting til børneværelset, babysengetøj, babytæppe, børnebøger, bøger til forældrene, babyservice, barnets bog, legetøj til små babyer, uroer, barnevognskæde, cd’er med rolig babymusik, babytøj og gavekort til massage eller en ansigtsbehandling.
Selv lavede jeg bl.a. uroen med fuglene, som I ser på nederste billede – det er også hyggeligt, at være kreativ, og give “one of a kind” gave.

Vi havde en virkelig hyggelig dag, hvor Emma fik hygget sig med sine nærmeste veninder (og Julie skønne, lille datter Alba), fik vist maven frem og blev forkælet.

Older posts