Hjemmelavet kokos-grapefrugt sugar scrub

img_5731
img_5727

Endnu en selvgjort tilføjelse til beauty-kategorien. Forleden dag stod jeg nede i en hudplejebutik og kiggede på, om jeg skulle have et eller andet lækkert med hjem. Jeg faldt blandt andet over en masse velduftende scrubs med en række olier, udtræk og naturlige dufte, som gik lige i mit hjerte – men til en pris jeg bare slet ikke kan arbejde med. For hvad betaler man egentlig for? Jeg læste lidt af ingredienslisten og ganske rigtig bestod scrubben primært af ja … salt. Så nej tak. Jeg vil ikke betale for “mærkevaresalt”, fordi det er i en krukke med et fint navn på. Salt, sukker og malet kaffe har man på køkkenhylden, og med det kan man lave sine egne scrubs, rigtig nemt – langt billigere, mindst ligeså lækkert og meget sjovere.
Det her en rigtig forårslækker sag! Frisk og syrlig duft af grapefrugt kombineret med en lidt fed og sød duft fra kokos. Og så er det ren velvære at skrubbe sig ind, lige inden benene skal ud og luftes. Du skal bruge:

2 dl sukker
1 dl. kokosolie
0,5 dl. grapefrugt-saft
5-10 dråber grapeolie (alt efter hvor kraftig duft du vil have)

Den er simpelthen så nem at lave. Bare bland alle ingredienserne sammen (sørg for at kokosolien har stuetemperatur, så den er til at arbejde med), hæld det på patentglas og ind i badet med dig. Pas på – det er fristende at tage en smagsprøve, men det tror jeg ikke er nogen rar oplevelse. Er du rigtig i humøret til at lave hjemmelavet hudpleje, kan du også prøve min hjemmelavede bodybutter med citron og vanilje her! God fornøjelse!

img_5721

Hjemmelavet citron-vanilje body butter

img_5746 img_5736 img_5786img_5780

Har man et ønske om at gøre sin mad, sit hjem, sit tøj, sin hudepleje- og make-up helt plantebaseret, kan man efter min mening lige så godt give op på forhånd. Det siger jeg ikke, fordi du ikke skal gøre forsøget, men fordi du godt kan regne med at skulle skifte rigtig, rigtig mange ting ud i dit hjem. Og fordi du muligvis er nødt til at tage en ny uddannelse og bruge resten af dit liv på at læse varedeklarationer. Vidste du eksempelvis at det meste vin og øl filtreres ved brug af pulveriseret fiskeblære? Og ved du godt, at der for det meste er æg- og mælkeprotein i din tandpasta? Du vidste garanteret ikke, at både slik, kaffebønner, vitaminpiller, nødder og frugt ofte er belagt med shellak, som er et stof udvundet af sekret fra lus – og jeg kan godt forstå, hvis du ikke vidste det, for det er simpelthen en jungle af e-stoffer, du aldrig i din vildeste fantasi havde forestillet dig eksisterede.

Jeg siger drop hysteriet og slut fred med at en lille indsats også er god for din sundhed og for miljøet – de færreste kan gøre det perfekt, men de fleste kan gøre deres bedste. Hvis der er en ting folk i veganerverdenen er gode til, er det at shame hinanden for småfejl – for du er da helt sikkert skingrende sindsyg, hvis du spiser slik belagt med bivoks! Hvad tænker du på?
Nej, der bliver det altså for religiøst til mig og sådan bliver det ikke her på min blog.

Lad os i stedet starte på de områder, hvor det er oplagt og nemt at lave nogle småjusteringer. Du kan ikke brygge din egen øl (altså jo måske, men så er det ikke her du skal læse med), men du kan eksperimentere med at lave din egen hudpleje fri for animalier og unødvendige tilsætningsstoffer. Så længe du holder dig til naturlige ingredienser er der nærmest fri leg (min regel er, at ingredienserne også skal kunne indtages i mad). Og så får du også en smule sjov og aha-oplevelser med på vejen.

Opskriften her er tilbage fra dengang, jeg var studerende og havde fritid til at eksperimentere med den slags. Det ændrer ikke på, at den stadig er min favorit-creme, når sommeren er på vej, og benene skal pakkes ud igen. Den er hurtig og kræver få ingredienser (som du kun behøver at bestille hjem én gang, så har du til mange gange – jeg bruger især Urtegaarden). Du skal bruge:

1 dl kokosolie
1/2 dl shea-smør
5-10 dråber citronolie
5-10 dråber vaniljearoma
1/4 tsk. e-vitamin (kan udelades)

Kom kokosolie og shea-smør i en lille gryde og varm det langsomt op til begge olierne er helt flydende – shea-smøren tager lidt længere tid end kokosolien. Lad olierne køle ned til stuetemperatur i løbet af 15 minutter.
Hæld derefter olierne over i en glasskål og stil den i fryseren i 10 minutter, til olien sætter sig lidt i kanterne. Tag skålen ud af fryseren og tilsæt citronolie, vaniljearoma og e-vitamin. Pisk med en elpisker på høj hastighed i 5-10 minutter eller til den ønskede konsistens er opnået. Hæld på glas og opbevar ved stuetemperatur – ikke for varmt, for så smelter den igen. Den kan holde omkring et halvt år.

Du får i løbet af 30 minutter en lækker og utrolig cremet lotion, som smelter ind i huden og holder huden blød og fugtet. Øvrigt dufter den af ren slikbutik, så The Body Shop kan godt gå hjem. Bedst af alt, slipper du for animalske ingredienser, tilsætningsstoffer og en alt for lang, kemisk ingrediensliste. God fornøjelse!

img_5737 img_5777

Castor olie til vipperne

img_4598 img_4601

Jeg er, ligesom mange andre piger med korte vipper, ret begejstret for forskellige typer af styrkende vippeserummer, som kan hjælpe vipperne på vej med lidt ekstra fylde og længde over tid. Jeg har før i tiden været rigtig glad for M2 serum – det kan du læse om her – og jeg er det sådan set stadig, for det er virkelig effektivt og resultaterne er markante. Jeg holder dog igen med at købe det, fordi det er så urimelig dyrt. Sådan virkelig dyrt. Jeg tænker, at M2 er rigtig godt, hvis man gerne vil give sine vipper ekstra pleje i en kortere periode – eksempelvis hvis man har mistet mange vipper, eller bare synes de er lidt slidte, knækkede og pjuskede at se på. Men som en længerevarende form for pleje er det rart med et billigere og måske mere naturligt alternativ til at styrke vipperne. Det er her jeg er faldet over castor olien (eller Ricinus communis olie), som sidenhen har fået fast plads blandt mine skønhedsprodukter.

Tippet kom faktisk fra en af jer læsere for et par år siden, hvor M2 først kom på markedet og fik en anmeldelse her på bloggen. Jeg læste lidt op på castor olien, og fandt ingen evidens for at det skulle have nogen effekt på vipperne, men i stedet en masse erfaringer fra skønhedsskribenter og beauty-bloggere, som mente at det lige var sagen til slidte vipper, da det åbenbart har været brugt i østen til at behandle bryn og vipper i mange hundrede år. Jeg måtte derfor gøre mig mine egne erfaringer og har sidenhen kunne nyde godt af både tykkere og flere vipper. Jeg kan ikke helt vurdere, hvor meget der er sket med længden (det blev ikke til nogen før og efter billeder), men tykkelsen og mængden af vipper er helt klart tiltaget. Og så for under 100 kr, sammenlignet med de 1000 kr. man giver for et lille beholder med M2 serum. Det er i hvert fald en mere holdbar og budgetvenlig form for pleje i længden – selvfølgelig uden helt så mange aktive stoffer, som i M2, men det er måske også helt okay, hvis man har god tid.
En veninde sagde til mig, at hårsækkene vist bare stimuleres af olier generelt – det ved jeg ikke nok om, men måske der er en beauty-blogger et sted, der kan gøre os klogere på det? Mine erfaringer går på castor-olien og det har været en succes!

Hvis du har mod på at pleje vipperne med castor olie, kan du finde eksempler fra forskellige mærker her, her, og her. Jeg endte lige op med Pukkas, fordi det var den eneste min helse-pusher i Ganefryd havde på lager. Olien påføres lige over vipperne med en vatpind inden sengetid og renses af igen om morgenen. Hvad gør I for at pleje vipperne?

Omtalte produkt er ikke sponsoreret. Hårplejen på billedet er modtaget i gave. 

Min hudplejerutine

Uden navn 3

I starten af sommeren blev jeg inviteret til Dronning Dorothreas Badstue i Kolding til en aften med en masse wellness, samt en præsentation af en ny serie af produkter fra mærket Miqura Care. Jeg er altid glad for at blive præsenteret for nye produkter og jeg har modtaget min andel igennem seks år med blogging – dog vil jeg sjældent skrive om dem, med mindre jeg faktisk bruger dem fortsat og mærker at de gør en forskel for min hud.
Af samme grund har jeg ikke blogget særlig meget om hudpleje i de seneste år – mest af alt fordi jeg ikke er stødt på nogle produkter, som har gjort mere eller mindre end dem jeg brugte i forvejen.
Miqura Care kom alligevel med hjem på prøve, og efter snart tre måneder med de silkebaserede produkter er min hud mere eller mindre fejlfri, og jeg er begejstret!

Miqura Silk Collection er produkter baseret på silke, som er blevet brugt i hudpleje i Asien igennem flere århundrede – silke indeholder åbenbart nogle proteiner, som kan noget særligt i forhold til at fugte og reparere huden i dybden – ny viden for mit vedkommende, så det skulle da afprøves.
Serien byder på en række forskellige produkter – ansigtsmasker, øjenmasker, rense-silkerondeller, peeling tips, m.m. – og noget gør selvfølgelig større indtryk end andet. Jeg har derfor nogle ting, som jeg har indraget i min faste hudpleje rutine, og andre ting jeg kun bruger ind i mellem, samtidig med at jeg selvfølgelig supplerer med andre produkter fra andre mærker – for mig handler det om at bruge de ting der virker, kombineret. Min hudpleje rutine inderholder følgende trin:

1. Konjac Sponge fra The Konjac Sponge Company. Svamp lavet af en asiatisk kartoffelplante (man finder åbenbart alle de gode sager derovre). Tilføres vand og bliver derefter helt blød og perfekt til at rense ansigtet, når man går i bad eller hver aften inden sengetid. Den efterlader huden helt ren og blød, og jeg er afhængig. De forskelligt farvede svampe tilfører huden forskellige vitaminer og mineraler efter behov. Kan købes på apoteket.

2. Peel Me Facial Tips fra Miqura Care hver aften inden sengetid. Helt klart en favorit jeg aldrig kommer til at slippe! Hæld kogende vand over en silke cocoon, tag den på fingerspidsen og drik en kop te på sofaen, imens du skånsomt peeler ansigtet. Giver helt fin og ensartet hud – nærmest som om den udvisker porer, urenheder og rynker. Samtidig er de perfekte til at blødgøre tørre læber – og så er det lidt sjovt, at det ligner en ostereje. Kan købes i Magasin.

3. Rebuild Me Intensive Essence fra Miqura Care. Et serum lavet af 95% silkeprotein, som genopbygger og reparerer huden mere intensivt end en almindelig dagcreme, samtidig med at den øger kollagenproduktionen i huden. Et halvt pump varmes op mellem hænderne og masseres efter peelingen let ind i ansigtet. Giver en skøn glød og blødhed morgenen efter. Kan købes i Magasin.

4. Vital Facial Cream fra Nuori. Selvom jeg tit får fortalt, at man bør holde sig til den samme serie af produkter, skal der alligevel meget til, før jeg skifter min faste ansigtcreme ud. Faktisk bruger jeg både rense-skum og ansigtcreme fra Nuori. En tidlig anti-age serie med antioxidanter der fugter og giver næring. Jeg bruger den ovenpå serummet fra Miqura Care og sammen efterlader de huden smidig og gennemfugtet efter en nattesøvn. Kan købes i Naturskøn.

5. Refresh Me Eye Slice fra Miqura Care bruger jeg de dage, hvor huden omkring øjnene trænger til ekstra kærlighed – for eksempel efter uge med for lidt søvn eller en weekend med for meget fest. Silkemaskerne blødgøres i varmt vand i 5 minutter, placeres under øjnene og får lov til at virke i 10 min. Maskerne kan efterfølgende tørres og bruges igen. Virker særligt godt hvis man har lidt hævede eller trætte øjne, som trænger til at genvinde sit fugtniveau. Kan købes i Magasin.

6. Repair Me Hot ‘N’ Cold Mask fra Miqura Care. På samme måde som silkemaskerne til øjnene, bruger jeg denne maske, når huden er tør og øm og trænger til fugt. Masken blødgøres først i varmt vand og placeres på ansigtet i 5 minutter. Efterfølgende skyldes den op i koldt vand og placeres igen på ansigtet i nogle minutter. Masken tørres, så den kan bruges igen. Skiftet mellem varmt og koldt får huden til at føles frisk og fornyet. Kan købes i Magasin.

De søde damer fra Miqura Care fik på en meget pæn måde sagt, at min hud måske godt kunne trænge til lidt ekstra pleje, særligt i de områder med begyndende fine linjer (kosmetolog-sprog for rynker). De gav os en dejlig behandling med hele Miqura Care Silk Beauty Collection og allerede på vej hjem i bilen sad vi fire piger fuldt ud begejstrede over, hvor bløde og glatte vores ansigter føltes.

Jeg har døjet en del med uren hud i form af rosacea og acne. Jeg gik derfor til produkterne, som jeg har gjort mange gange før, med et ønske om, at jeg denne gang kunne blive hjulpet til en hud, jeg trives bedre med.
Det føles alletiders her tre måneder efter – jeg er endda begyndt at få komplimenter for min hud af venner og veninder og tænker, at det må hænge sammen med en god rutine og gode produkter.

 

IMG_1947

Vinder af HH Simonsen Signature Styler

4

Tusind tak for alle jeres skønne tips om hårstyling – jeg er helt sikkert faldet over et godt råd eller to, som skal prøves af. Nogle af dem var også lidt anderledes og derfor endnu sjovere at teste. Vinderen af en Signatur styler fra HH Simonsen med en tilhørende Wet brush, en hårspray og en heatprotection spray er:

Anne Møller (for hendes tip om at lave ombre-effekt i hårspidserne med citronsaft)

Du har modtaget en mail og vil snarest modtage gaven fra HH Simonsen.
Tak til alle der deltog.

Older posts