Hello Vintage pop-up shop Aarhus

hello-vintage vintage-shopping-aarhus

Sponsoreret indhold

Er du pjattet med at gå på jagt efter unikke vintage-fund, og vil du gerne skyde efterårsferien i gang med at forkæle dig selv med lidt tilføjelser til efterårsgarderoben? Så tipper jeg dig lige videre til mit yndlings vintage-marked, som lige nu opholder sig i faste lokaler i Århus oktober måned ud. Hello Vintage forsøger sig for første gang med en pop-up shop i lokalerne i Sankt Clemens Stræde 18 og det er en ret lækker og lidt syret shoppe-oplevelse.

Taget i betragtning af, at butikken i første omgang er midlertidig, er der gjort rigtig meget ud af indretningen. En række kreative mennesker har været forbi for at sætte deres præg på butikken med vægmalerier, motiverende citater og freak-showlignende dukke-udstillinger. Masser af farve og power!

Konceptet har der ud over udvidet sig en smule, siden de startede på Godsbanen. I butikken kan du finde det sædvanlige kilo-marked (250 kr. pr. kilo tøj), samt to nye afdelinger; Handpicked og Reworked. I Handpicked finder man særligt udvalgte items og i Reworked upcyclede udgaver af de lækre vintage-varer. Konceptet er både for mænd og kvinder btw!

Pop-up shoppen har åbent på følgende datoer:

Fredag d. 13. oktober fra 12-19
Lørdag d. 14. oktober fra 10-17
Mandag d. 16. oktober fra 12-18
Tirsdag d. 17. oktober fra 12-18
Onsdag d. 18. oktober fra 12-18
Torsdag d. 19. oktober fra 12-18
Fredag d. 20. oktober fra 12-19
Lørdag d. 21. oktober fra 10-17
Fredag d. 27. oktober fra 12-19
Lørdag d. 28. oktober fra 10-17

skaermbillede-2017-09-29-kl-21-45-51
Selv har jeg sat en dag af til en shoppetur i efterårsferien, og jeg skal forbi butikken på jagt efter en lækker kimono, en god striktrøje, en vinterjakke og et par nye jeans – for markedet bugner af det hele. God fornøjelse til jer der kigger ned!

vintage-aarhus

Budapest på en weekend

Jeg vågner lige op fra min arbejdsdøsighed. Den sidste måned er vitterligt fløjet afsted. Thomas og jeg sluttede sommerferien af med en uge i Ungarn og hoppede direkte fra flyveren tilbage på jobbet. Sidenhen har jeg været begravet i arbejde. Jeg har nemlig været heldig at få lov til at starte en dejlig 1. klasse op, og det er på alle måder både tids- og energikrævende. Derfor – udmattet, men uendelig glad for mit arbejde.

Et indlæg der har været undervejs længe, men bedre sent end aldrig – billederne fra vores Budapest-ferie, samt en lille guide til, hvad du skal se, opleve og smage, hvis du gerne vil holde en forlænget weekend i byen. Budapest er en skøn, østeuropæisk perle, hvor du for få penge kan få den helt perfekte storbyferie. Byens gader er en kontrastfyldt scene med ruinerne fra 1800-tallets pomp og pragt, sammensmeltet med nutidens puls og melankoli. Det ene gadehjørne er velbevaret med smukke, forgyldte detaljer og på det næste falder du over murbrokkerne fra gamle, pompøse herskabsvillaer, som står og falder sammen. Jeg kunne bruge en dag alene på at sanse byens stemning.

Ser du på et kort over Budapest, kan du se at byen er delt op i to; Buda og Pest, adskilt af floden Donau, koblet sammen via en række smukke broer. Selv boede vi på Pest-siden i det jødiske kvarter, så derfra har guiden sit udgangspunkt. Hele centrum kan du se til fods og her får du en detaljeret go-to-liste over vores favorit spisesteder, muséer, monumenter og hvilken rækkefølge, du skal se det hele i. God fornøjelse!
skaermbillede-2017-09-29-kl-21-45-51

Dag 1 // Buda

Buda er den ældste bydel i Budapest og byder derfor på middelalder-arkitektur og smukke vandreture langs borgkvarterets gamle fæstninger. Mængden af butikker og restauranter er begrænset sammenlignet med Pest-siden, så man besøger mest bydelen for historien, udsigten og arkitekturen.

2

  • Start dagen med morgenmad på Szimpla Breakfast – en vidunderlig (og meget lille) morgenmadscafé i en kølig smøge ikke langt fra det Jødiske kvarter. Her kan du få kongen over alle avocado-toast, sunde juices og friskbrygget Aarhus kaffe fra LaCabra. Lidt kaotisk, måske med en smule kø til siddepladserne, men maden er det hele værd.
  • Nyd gåturen over den berømte kædebro og end ud ved foden af Borghøjen. Her fra kan du tage kabelbanen op eller gå langs med fæstningen via Sydbastionen (vi valgte at gå, på grund af meget lang kø til kabelbanen).
  • På toppen af Borghøjen finder du det gamle kongeslot. En fascinerende bygning på afstand, knap så fascinerende tæt på, da den blev ødelagt under 2. verdenskrig og kun lige opbygget med begrænsede ressourcer under kommunistisk styre – der er derfor sparet en del på detaljerne udenfor, og der er ikke rigtig noget at se indenfor. Der ligger et kunstmuseum i bygningen, hvis man er kunstinteresseret.21
  • Find vej bagom slottet ned i det hyggelige borgkvarter. På vejen kan du se ruinerne af det oprindelige middelalder-slot.
  • På en stor plads midt i borgkvarteret finder du St. Mathias Kirken og Fiskerbastionen. To pragtfulde, hvidkalkede bygningsværker. Nyd udsigten fra Fiskerbastionen, gå en tur i området og se de smukke detaljer inde i kirken.20
    13

  • Spis frokost på Pierrot – en bib gourmand restaurant ikke langt fra kirken. Fantastisk mad og en skøn grøn gårdhave. Gå efterfølgende en tur og bemærk de gamle, men velbevarede detaljer på vægge, lofter og porte i kvarteret.

10

  • Fortsæt gåturen rundt i borgkvartet og gå ned af de lange trapper på østsiden af Borghøjen. Tag bus 5 tilbage til Pest via Elisabeth broen og gå turen ned ad Vaci Utca (Budapests svar på Strøget – turistet, men alligevel stemningsfuldt på sin egen måde). Herefter ender du ud ved Den Store Markedshal. Sæt jer her og få et ungarsk stykke kage og en kop kaffe.11
    19

 

  • Gå tilbage mod Buda via Frihedsbroen, som ender ud ved foden af Gellért højen. Her finder du en grotte, som huser en ret special kirke. Gå en tur i kirkens kølige rum og lær lidt om grottens og religionens historie.
  • Gå efterfølgende turen op ad Gellért højen. En hård tur, som ender ud i den højeste og smukkeste udsigt, du kan finde i byen.16
    18

 

  • Slut eftermiddagen af i de termiske bassiner i Gellért badet. Budapest ligger oven på en gammel vulkansk kæde og har derfor alle tider været kendt for de varme kilder.
  • Spis middag på St. Andrea, hvis det skal være fin middag eller Hummus Bar, hvis I trænger til noget afslappet, billigt og virkelig lækkert.
  • Slut aftenen af med drinks på en ruin-bar – eksempelvis en Aperol Spritz på Lieblings tagterasse i det jødiske kvarter.

skaermbillede-2017-09-29-kl-21-45-51

Dag 2 // Pest

9

 

  • Start dagen med morgenmad på A’table. Her har de god, gedigen morgenmad, friskbagte croissanter, frisk juice og kaffe.
  • Gå turen igennem det jødiske kvarter op til Sankt Stefans Basilika. Nyd roen og de smukke gyldne detaljer i byens domkirke.

13

 

 

  • Gå via Frihedspladsen til Den Lille Markedshal. Den er næsten hyggeligere end Den Store Markedshal, da du finder et hav af bistroer og små spisesteder gæstet af de lokale. Her har du mulighed for at smage på ungarske specialiteter til billige penge.
  • Fortsæt gåturen ud mod Margrethe Broen og nyd udsigten til Parlamentet; byens varetegn, et kæmpemæssigt nygotisk, kalkstensbyggeri. Er I kommet tidligt afsted, kan man gå en tur i parken på Margrethe øen, som broen fører ud til.

48

 

  • Gå turen tilbage mod centrum langs med floden og se Parlamentets mange detaljer helt tæt på. På gåturen passerer I blandt andet et meget udtryksfyldt jødisk mindesmærke – en række af metal-sko langs Donaus bred, som markerer stedet, hvor man inden Ungarns befrielse under 2. verdenskrig, henrettede store dele af byens jødiske befolkning. Simpelt, men stærkt.
  • Hop på sporvogn 2 og kør ned langs med Donaufloden (husk at have lige penge med!). Sporvognens rute er en helt sight-seeing i sig selv. Stig af ved Elisabeth broen og gå tilbage mod det jødiske kvarter for at spise frokost.

5

 

  • Spis frokost på Street Food Karavan. En fantastisk lille food-court med rigelige muligheder for alle. Thomas spiste ungarske specialiter og jeg fik den bedste veganer-burger nogensinde.

7 6

 

  • Slut frokosten af med en øl eller sodavand på Szimpla Kert. Tørstige eller ej, skal I gå der ind alligevel, for stedet er det helt store must-see, når det kommer til de fascinerende ruin-bars. Nye niveauer af psychedelia i hvert et rum i det gamle, jødiske herskabshjem.

24

 

  • Gå en tur i det jødiske kvarter og sving forbi den store synagoge i Dohány Street. Det er lidt pebret at komme ind, og mænd skal købe en kalot for at få adgang – en lidt omkostelig affære, så absolut også et kig værd udefra.

9 12

 

  • Fortsæt gennem det jødiske kvarter til Andrássy Boulevard og find metrostoppet Bajcsy-Zsilinszky út og hop på den gule metrolinje (linje 1) mod byparken. En køretur i Europas ældste og mest charmerende undergrund bygget helt tilbage i 1896.
  • Stig af metroen ved Hösök Tere og gå en tur på Heltepladsen og i byparken. Er I til flere termiske bade, finder I det meget populære Széchenyi bad her. Der ud over ligger der det ret specielle Vajdahunyad slot i parken – bygget i flere forskellige arkitektoniske stilarter. Slottet bygget i 1896 ligesom mange andre store bygningsværker i byen, for at markere 1000-året for byens grundlæggelse.

15

 

  • Gå turen tilbage via Andrássy Boulevard og få et glimt at byens dyreste og største shoppe-distrikt.
  • Slut af i det jødiske kvarter (fordi det bare er de mest stemningsfulde gader efter min mening) med drinks i Mazel Tovs charmerende og meget pæne gårdhave.
  • Slut weekenden af med middag på en michellin restaurant – der er nemlig rigtig mange af dem i Budapest, og du kan spise for en hel del færre penge end her hjemme. Vi spiste på Costes Restaurant og trillede mætte, lykkelige og fulde hjem. Husk at bestille bord!
  • Slut aftenen af med en gåtur langs Donau. Kongehøjen og broerne er fantastisk oplyste om aftenen. En perfekt måde at slutte ferien af på.

23

 

Efter vores besøg i Budapest rejste vi syd på for at fejre bryllup for Thomas’ barndomsven og hans ungarske forlovede. Der fik vi et glimt af Ungarns landside med vindyrkning (mest vinsmagning for vores vedkommende), gullasch og ungarske traditioner. Absolut også værd at opleve. Vi besluttede os for at tage rejsen tilbage til Ungarn en anden gang, for den ydre del af Budapest, samt de små byer og naturområder rundt om i landet må også være værd at se, når Budapest var så dejlig.

Sommerferie i Sverige

1 2 3 4 5 6 7 8 9 img_635610 13 14 15 16 17

Billeddagbog fra skønne sommerdage i idylliske Sverige. Jeg vil ikke sætte mange ord på – billederne taler for sig selv. En uge med solbadning, svømmeture, kanosejlads, bål, kantarelsamling, blåbærplukning, bjergvandring, god mad, alt for meget vin og masser af afslapning i et samsurium af vilde blomster, dyr og smuk, nordisk natur – og så I samvær med min søde kæreste.
Vil man ikke på den helt store sommerferierejse, men vil man alligevel gerne ud af sine faste rammer, kan jeg varmt anbefale at låne et sommerhus i nærheden af Sydsveriges skove. Vi boede i min kærestes forældres sommerhus nær byen Markaryd. Byen ligger kun få timer væk hjemmefra og alligevel er omgivelserne så forskellige. Meget stemningsfuldt, meget charmerende.

Sommerferien lakker mod enden og lige straks rejser vi til Budapest for en uge, inden vi skal tilbage til hverdagen.
Nyd jeres sidste ferie allesammen!

10 ting du kan lave i en regnfuld sommerferie

img_6253

Let’s face it. Vi får sjældent de der helt stabile solskinssomre, hvor alle dage byder på is, shorts, strand og grill. Og der ud over er vi danskere verdensmestre i at brokke os over dårligt vejr. Sådan helt eminente brokkere. Hele facebook skal helst lige have et billede og en update om, at det regner – til glæde for de, der ikke selv har vinduer. Og ikke rigtig andre.
Jeg synes, vi skal vende den om. Personligt er jeg kæmpe fan af regnvejr. Helst den daglange, silende af slagsen. Jeg er nemlig for bleg til at ligge på stranden længere tid ad gangen. Regnvejr er stemningsfuldt og gør det oplagt og helt legitimt at blive indendørs og have en masse andre former for kvalitetstid. Og skal man ikke ud at rejse, er sommerferier med regn- og blæsevejr lange. Sådan virkelig lange.
Så her får I en lille samling idéer til, hvordan I får det bedste ud af regnfulde sommerferiedage i det danske.

  1. Læs bøger. Er du studerende og færdig med eksamenerne, er det måske en idé at lægge fagbøgerne på hylden og kaste dig ud i spændende, romantisk eller pirrende skønlitteratur. Tag en tur på det lokale bibliotek, hvis du trænger til forandring i dine omgivelser. På Dokk1 i Århus finder du både et hav af bøger, stillerum, behagelige læsemiljøer og kaffe i caféen.
  2. Få en ny hobby. Noget du længe gerne har ville prøve eller lære, men bare ikke har kunne finde energi og tid til i hverdagen. Lær fx. at hækle, male, spille guitar, tale spansk eller noget helt femte. Det er fantastisk at fordybe sig i projekter og føle at man udvikler sig. Never stop learning.
  3. Giv dit hjem et make-over. Måske trænger du til at få ryddet ud i gammelt tøj og forældede sager? Giv til genbrug og omorganiser. Bliv inspireret på Pinterest, køb friske planter, farvekoordiner garderoben eller boghylderne, stil møblerne på en helt anden måde end de plejer og oplev ny energi.
  4. Skriv dagbog. Det lyder måske lidt teenage-agtigt, men for voksne kan det både være meditativt og hyggeligt – og senere hen ret spændende at se tilbage på. Fordi jeg husker dårligt, begyndte jeg for lidt tid siden at skrive få ord ned om, hvad jeg havde brugt min dag på. Jeg fik denne fine dagbog i fødselsdagsgave, og jeg er ret vild med den, fordi den både har god plads til skriblerier, men også har en lille tegning eller et mønster du kan tegne videre på, hver gang du vender en side. Ren mindfulness.
  5. Lav mad. Prøv nogle nye, tidskrævende retter. Dem du ikke har tid til at lave i hverdagen – måske du har en køkkenmaskine stående, der ikke er blevet brugt siden sidste sommer? Det er nu du har tid til at lege i køkkenet. Og giv dig god tid til at gøre det rigtig lækkert. Især hvis du har en kæreste eller roommate, der ikke har sommerferie, går denne sommerferieaktivitet lige i hjertet hos din sambo. Suppler med en flaske vin eller en god drink, og så føles det næsten som rigtig ferie.
  6. Spil brætspil og drik varm kakao. Med skumfiduser eller masser af flødeskum helst – der er ingen udsigt til at vise maven frem på stranden alligevel. Hiv gamle barndomsklassikere som Matador, Scrabble, Ludo og Trivial Pursuit frem og sæt rigeligt med timer af. Har du ingen brætspil i hjemmet, kan du besøge den nærmeste brætspilscafé, fx. Bastard Café i København eller Aarhus Brætspilscafé og benytte dig af deres samling.
  7. Lav hjemme-spa. Eller endnu bedre – lav dine egne hudplejeprodukter til dit hjemme-spa. Lav fx. din egen body scrub, body butter eller badesalt. Ansigtsmaske på, fusserne i fodbad, tørsbørsten i hånden og neglelakkerne klar og så på med en god serie. Gerne OITNB, Gossip Girl, Sex And The City, Desperate Housewives eller en anden tøseserie der holder din kæreste fra at forstyrre dig i din wellness-oase.
  8. Besøg byens indendørsfaciliteter. Gå på museum, besøg botaniske tropehuse, det lokale bibliotek, tag i svømmehallen, tag i teateret eller shop i et storcenter. Ting man ikke ville bruge tiden på, hvis solen skinnede. Få inspiration på visitdenmark.dk for at se mulighederne i din by.
  9. Ryd op i dine billeder på mobil og computer og få fremkaldt dine favoritter. I Flying Tiger kan du købe fine, simple fotoalbums for en slik. Var du på en vidunderlig rejse sidste år? Skønt. Hvad med billederne? Mit gæt er at de stadig ligger usorterede og uberørte i en mappe på computeren. Ryd ud, slet, vælg de allerbedste, få dem fremkaldt og sat i album til du engang trænger til at mindes oplevelsen.
  10. Ryd op og gør rent. Har du også et skab, hvor du helst ikke åbner det oftere end højest nødvendigt, fordi man er lidt bange for, at det hele falder ned om ørerne på en? Så er det på tide at få ryddet op og smidt ud. Gamle papirer, dameblade, make-up, tøj, what ever – har du ikke brugt det i det seneste år, kommer du nok ikke til det igen. Læs eventuelt Mia Gardums skønne indlæg om, hvordan du får ryddet ud og får et mere minimalistisk hjem. Nøj, hvor føles det bare godt at komme gammelt bras og nullermænd til livs. Hvis solen skinnede, ville du ikke have samvittighed til at blive inde få gjort noget ved det, så det er nu det skal gøres.

Hilsner fra en regnfuld uge i sommerhus.

190717

smartbuyglasses

Sponsoreret indhold

Kjolen er fra H&M, halskæden fra Jane König (modtaget i gave), solbrillerne fra Dolce&Gabbana (modtaget i gave) og tasken er second hand.

En af de få vaskeægte sommerdage og derfor et tip om sommerkjole-sødme og fine solbriller. Jeg har nemlig været på udkig efter nye solbriller i lang tid og har i den forbindelse været forbi Smartbuyglasses.dk flere gange – en side jeg i starten mistænkte en smule for ikke at være helt troværdig, fordi deres solbriller var så helt enormt billige. Jeg har efterhånden erfaret igennem veninder, at det er helt trygt at handle på siden, og jeg har siden hen, i samarbejde med folkene bag, fået lov til at bestille lidt forskellige solbriller hjem.

D&G er ikke et mærke man finder andre steder i min garderobe, men efter mange år med den klassiske sorte Ray Ban Wayfarer model i panden, trængte jeg til noget mere feminint og farvet. Og det synes jeg de er! Og indrømmet – jeg er måske også kommet til at bestille et par helt simple, sorte Celine briller hjem fra siden. Man er vel trendslave i nogen grad, og der er virkelig mange penge at spare ved at købe dem online. Vær dog opmærksom på, at nogle pakker pålægges told, da de afhentes udenfor EU – det synes jeg ikke er tydeligt nok, så nu påpeger jeg det lige, så I er informerede.
Tip givet videre – god fornøjelse, hvis du selv er på solbrillejagt.

dolceandgabbana

6 steder du skal drikke din kaffe i Aarhus

For århusianere er det måske rimelig basalt at finde god kaffe i hyggelige omgivelser, men kommer man udefra, er et tip om hvilke gader man skal lede i måske ret godt at have med. Og selvom jeg har boet i Århus og omegn hele mit liv, tager jeg stadig mig selv i at søge på internettet, når jeg skal finde den rigtige brunch, en god middag eller en hyggelig krog til en kaffe-date. Derfor har jeg besluttet mig for selv at kortlægge min hjemby, så jeg, og mine århusianske læsere, ikke længere er i tvivl, om hvilke beværtninger der leverer både god service, værdi for pengene og de rigtige rammer. Jeg er ydmyg over for emnet, for jeg er ikke nogen form for mad-og-drikke-ekspert, men jeg går op i æstetik og kvalitet og så er jeg en skriveglad mad-elsker. Det er ren og skær vidensdeling og hyggelige tips. Intet er nævnt i form af samarbejder eller skjult reklame – det er mine egne erfaringer og serveringerne betaler jeg selv. Bare lige for at få det på plads. Og så vil jeg prøve at have lokale udbydere for øje. Flere og flere kæder dukker op i Aarhus-billedet og spolerer det bedste ved Aarhus; små, charmerende, lokale butikker og caféer med hvert deres image, hver deres setup og hver deres kunnen. Husk at have det for øje, når du besøger en restauration. Lægger du dine penge i den lille, familiedrevne kaffebar, hjælper du dem med at betale huslejen og holde deres levevis kørende. Lægger du dine penge hos Starbucks hjælper du en milliardær med at købe endnu et sommerhus. Bare en tanke, jeg synes er vigtig at have med sig. Derfor – hvis du skal drikke en god kop kaffe i Aarhus skulle du tage at besøge:

 

  1. Plantecaféen
    Skovgaardsgade 5, 8000 Aarhus C
    Grønt er godt for øjnene og kaffe godt for koncentrationen. Et af Aarhus’ fineste små perler placeret i det stemningsfulde Godsbane område. Kaffen er god, rammerne rustikke og du kan shoppe planter og haveudstyr med hjem. Stedet er småt, så pladserne er til tider få, men på solskinsdage kan du finde et spot på en bænk foran caféen. Efter min mening en af de pæneste caféer i byen, hvis man går op i den slags.

    10 12 11

  2. Kjærs Kaffebar
    Sønder Allé 29, 8000 Aarhus C
    I det samme du træder ned i den lille kælder overfor Rutebilestationen, mødes du af en hjemlig duft af friskbagte brød og kager. Igennem en glasrude på bagvæggen kan du i baglokalet se ejerne Anne Mette og Marianne Kjær, som står og bager caféens lækkerier fra bunden. Rig mulighed for kaffeslabberas i sofaen, men caféen egner sig også til dig, der har behov for ro og fordybelse i arbejde eller en bog – eller bare en take-away kop kaffe inden du skal med bussen.

    1516

  3. Café Bedste
    Skovlundvej 15, 8541 Skødstrup
    Har man som århusianer brug for en pause fra byens larm og snavs, kan man med fordel springe op på cyklen og trille langs vandet mod det nordlige Århus for at besøge Gartnergården og Café Bedste. Gartnergården ligger mellem Skæring og Skødstrup og er det dejligste sted at shoppe, hvis du går op i landligt interiør, økologisk landbrug eller sund madlavning. Efter en rundtur i butikken, kan du i gårdens baghave finde den yndigste café med en have, hvor der er rig mulighed for at finde en lille privat krog under et frugttræ. Kaffen drikkes af stel fra bedstemors tid i selskab med græssende køer.

    8 9 7

  4. Lynfabrikken
    Vestergade 49, 8000 Aarhus C
    Aarhus’ dejligste studiecafé. Jeg har skrevet det meste af min bachelor på Lynfabrikkens tagterasse, hvor solskinsdage gerne måtte vare evigt. Gratis internet, opladere ved alle borde og forholdsvis studevenlige priser. Også et besøg værd, hvis man ikke længere studerer, men blot vil nyde en kop kaffe og en sludder med udsigt til Aarhus’ skyline.

    1 2 4 3

  5. Landcafé
    Studsgade 6, 8000 Aarhus
    Min nabocafé med en af Aarhus’ mest rummelige baggårde, hvori der serveres enormt velsmagende, lokal-ristet Aarhus-kaffe og økologisk landmad. Stemningsfuldt, centralt, god service, velsmagende kaffe og brede åbningstider. Alletiders vil man gerne vil drikke morgenkaffen i sommersolen, men ikke har en have selv.

    1314

  6. Great Coffee
    Klostergade 32H, 8000 Aarhus C
    Den kvalitetsbevidste kaffedrikker finder i en baggård i Klostergade en vaske-ægte kaffeentusiast bag disken. Ejeren Søren serverer sin egen udvalgte, hjemmeristede kvalitetskaffe i rå, urbane omgivelser. Der ud over kan du også købe alt det udstyr din indre kaffenørd drømmer om i butikken. Ingen internet, så primært et sted der sætter rammer om samvær og samtale. Er vejret til det, kan du også tage plads i den gamle chokoladefabriks baggård på et par rustikke pallemøbler.

    65

Vegansk sushi i Aarhus

1 2 3 4

Et lille tip til århusianske plantespisere, der ønsker at kunne gå ud og spise sushi – uden nødvendigvis at skulle spise fisk. Sushi er oprindeligt noget med hav i, men kan, ligesom rigtig meget andet mad i 2017, laves i en vegansk udgave, til de der ønsker at minimere deres indtag af animalske produkter.
Forleden aften var en veninde og jeg inviteret på LetzSushi ved Åboulevarden i Aarhus for at testsmage deres nye veganske sushi-menu – og jeg sender en anbefaling videre til jer. Plantebaserede mad-lokationer er nemlig altid værd at dele!

Vi fik fem serveringer; en tangsalat med tofu, tempurastegte grøntager, makiruller, nigiri med grøntsager og chokoladekage til dessert – som også var vegansk. Vinen og øllen ligeså. Jeg var enormt begejstret! Min veninde savnede fisk – som hun også stadig ville kunne få, hvis vi besøgte stedet igen. Stedet har selvfølgelig også en helt traditionel sushi-menu. Og så går folkene bag stedet op i, at fisken er bæredygtig og ikke fanges med “by-catch”. Et værdisæt jeg godt kan gå med til, hvis man endelig skal servere fisk.

Er der nogen af jer, der kan tippe om andre gode steder, hvor man kan finde sushi med planter i Aarhus?

Stilhed

3

På årets Northside Festival blev jeg lørdag aften mødt med kram, kærlige ord og godt humør fra en flok piger, der bare lige ville sige, at de elskede min blog… men det var da egentlig ærgerligt, at jeg var holdt op. Jeg takkede både forundret og smigret, og de rare piger dansede videre til musikken.
Jeg fik hurtigt slået fast i mit hoved, at jeg da aldrig er stoppet med at blogge. Eller var jeg? Nej, men jeg har været stille. Meget stille, længe. Jeg har i den seneste måned måtte spørge mig selv flere gange, hvorfor jeg ikke bare lukker bloggen og bliver den dårlige samvittighed kvit. Sociale medier virker for mig mere og mere meningsløse – det samme indhold, bare gengivet i ny form, igen og igen. Jeg har ligeledes sagt pænt nej tak til at dele sponsoreret indhold fra Bloggers Delight – for pointen med en blog var aldrig at drive en reklamesøjle, og det synes jeg lidt at mange blogs – til tider også min egen – er blevet forenklet til. Det var slet ikke der jeg startede. Overhovedet.

Jeg har haft brug for tid til en gang for alle at fastslå overfor mig selv, at jeg ikke kan trykke ‘udgiv’ på indhold, som jeg finder ligegyldigt. Uanset hvor strategisk usmart det er i forhold til læsernes tilhørsforhold. For i mit rimelig trivielle lærer-liv, sker der altså ikke altid noget relevant eller dele-værdigt.
Ind i mellem har man brug for en inspirationspause. Et åndehul med tid til at reflektere over det essentielle. Og indrømmet – sociale medier er ikke spor essentielle i mit liv mere. Likes, følgere, besøgstal har egentlig aldrig været hverken motiverende eller haft betydning. Men det har det at skrive. Og vidensdele. Og vejlede. Og de søde piger på Northside gav mig følelsen af, at det ikke bare er virtuelle tal der runder min blog, men ægte mennesker der læser med. Ja, det kan man faktisk godt gå hen og glemme, når man bare ser en masse tal, statistikker og kurvediagrammer.

Jeg har sommerferie nu, og jeg har et hav af overskrifter på indlæg liggende, som jeg gerne vil dele. Indlæg jeg har lyst til at dele, fordi de passer til mig. Men de skal skrives og billeder skal tages, og det skal være ordentligt, ellers deler jeg ikke – så hellere en måneds stilhed mere. Til gruppen af piger på Northside, tak fordi I var rare og ærlige. Det er altid rart med et lille skub.

 

Kjoler til sommerens bryllupper

2

Indlægget indeholder affiliate-links.

Det jeg elsker mest ved bryllupper er, at det ikke kun er bruden der får mulighed for at klæde sig fint på. Det er forbeholdt alle piger der deltager – så længe man ikke går i hvidt, sort (som signalerer at du er forelsket i gommen) eller outshiner bruden selvfølgelig. Gæstens kjole skal stemme overens med brudens – altså skal du ikke hoppe i det helt store eventyrskrud, hvis bruden har en simpel, hvid kjole på. Jeg skal selv til et tre-dages bryllup i Ungarn til sommer, så jeg regner med både at måtte pakke noget spraglet og noget mere afslappet. Dejligst af alt, må jeg gerne købe mere end en ting. Jeg leder derfor på livet løs i et hav af smukke kjoler. Jeg har gennemsøgt de webshops, der efter min mening har det bedste udbud af bryllups-gæstekjoler – nogle er mere prangende og festlige, andre mere elegante og afdæmpede. Links finder I nedenfor.

1. her, 2. her, 3. her, 4. her, 5. her, 6. her, 7. her, 8. her, 9. her, 10. her

 

 

 

Hjemmelavet badesalt med lavendel, rosmarin, pebermynte og eucalyptus

1 2 3

Mors dag er lige om hjørnet og står du med lørdag fri til at fremtrylle hjemmelavede gaver, er den her opskrift oplagt til at varme mors hjerte – og fødder. Mors dag er godt nok en amerikansk ting, men også en meget gammel tradition helt tilbage fra 1800-tallet. Af alle mærkedage og traditioner synes jeg, at netop mors dag gerne må betyde noget. Om det så bare er en buket blomster eller et opkald er underordnet – jeg synes blot, at mødre mest af alt fortjener en dag, hvor de bliver anderkendt en smule. Jeg er selv opvokset i et hjem med en alenemor, som har givet os alt sin energi og givet afkald på så mange personlige behov, for at give sine to børn den bedst mulige tilværelse. Taknemligheden for det ophører aldrig, uanset hvor gammel man bliver. Derfor synes jeg, det er enormt hyggeligt at finde små påfund der kan give hende lidt glæde og afslapning til gengæld for indsatsen.

Badesalten her er enormt nem og hurtig at lave. Når du først har ingredienserne i hus er det blot at svinge dem sammen og så afsted. Både de æteriske olier og de resterende ingredienser kan findes i helsekostbutikker, så har du en liggende i nærheden kan du klare den her gave på ingen tid. Du skal bruge:

  • 1 dl. natron
  • 2,5 dl. epsom salt (fås i helsekostbutikker og enkelte Matas butikker)
  • 5 dråber eucalyptusolie
  • 5 dråber rosmarinolie
  • 10 dråber pebermynteolie
  • 20 dråber lavendelolie
  • 1 spiseske rosmarinblade
  • 1 spsk lavendelblomster (du kan enten købe færdigtørrede blade – findes i de fleste helsekostbutikker – eller købe frisk lavendel og lyntørre bladene i ovnen ved meget lav varme og åben ovndør)
  • Patentglas
  • Evt. pynt til glassene

Når først du har alle ingredienserne på plads, kan du gå i gang. Bland epsom salt og natron grundigt sammen. Tilsæt de forskellige æteriske olier – har du lyst til at bruge andre dufte, kan du blot gøre det, men prøv dig langsomt frem med mængderne. Rør olierne ud i saltblandingen til der ikke er nogen klumper. Bland til sidst rosmarin- og lavendelblade i og vend det hele godt.
Portionen her kan fylde tre 200 ml. patentglas. Så har du til flere mødre, der trænger til en smule ro og forkælelse. Og måske et enkelt glas til dig selv. Vi trænger vel alle lidt, mødre eller ej.
Blandingen er oplagt at bruge i fodbad til trætte fødder. Jeg opløser omtrent 3-4 spiseskefulde af blandingen i varmt vand per gang.
Epsom saltet – eller magnesium sulfat – har en række positive virkninger, når det opløses i vand. I den her sammenhæng bløder det opløste salt musklerne op og reducerer ømhed og smerter efter en lang dag. De æteriske olier kan både have en fysisk og psykisk effekt. Lavendelolien har en beroligende og afstressende effekt på hjernen, pebermynteolien løsner musklerne og forbedrer blodgennemstrømningen, rosmarinolien renser og fugter tør hud, imens eucalyptusolien tilfører en frisk og ren duft til fodbadet. Kombinationen er lig ren velvære. Skal det være ekstra godt, kan du også supplere gaven med en hjemmelavet body scrub med kokos og grape og en tilhørende body butter med citron og vanilje.

Bind en pæn sløjfe, måske en frisk blomst og et kort om glassene og så har du en hjemmelavet, omsorgsfuld, simpel og kærlig gave at give.

4 5 6

Hjemmelavet kokos-grapefrugt sugar scrub

img_5731
img_5727

Endnu en selvgjort tilføjelse til beauty-kategorien. Forleden dag stod jeg nede i en hudplejebutik og kiggede på, om jeg skulle have et eller andet lækkert med hjem. Jeg faldt blandt andet over en masse velduftende scrubs med en række olier, udtræk og naturlige dufte, som gik lige i mit hjerte – men til en pris jeg bare slet ikke kan arbejde med. For hvad betaler man egentlig for? Jeg læste lidt af ingredienslisten og ganske rigtig bestod scrubben primært af ja … salt. Så nej tak. Jeg vil ikke betale for “mærkevaresalt”, fordi det er i en krukke med et fint navn på. Salt, sukker og malet kaffe har man på køkkenhylden, og med det kan man lave sine egne scrubs, rigtig nemt – langt billigere, mindst ligeså lækkert og meget sjovere.
Det her en rigtig forårslækker sag! Frisk og syrlig duft af grapefrugt kombineret med en lidt fed og sød duft fra kokos. Og så er det ren velvære at skrubbe sig ind, lige inden benene skal ud og luftes. Du skal bruge:

2 dl sukker
1 dl. kokosolie
0,5 dl. grapefrugt-saft
5-10 dråber grapeolie (alt efter hvor kraftig duft du vil have)

Den er simpelthen så nem at lave. Bare bland alle ingredienserne sammen (sørg for at kokosolien har stuetemperatur, så den er til at arbejde med), hæld det på patentglas og ind i badet med dig. Pas på – det er fristende at tage en smagsprøve, men det tror jeg ikke er nogen rar oplevelse. Er du rigtig i humøret til at lave hjemmelavet hudpleje, kan du også prøve min hjemmelavede bodybutter med citron og vanilje her! God fornøjelse!

img_5721

140417

nunoo-bag alimakka

Trøje fra Hellovintage (modtaget i gave), taske fra Núnoo Bags (modtaget i gave), bukser fra Monki og sko fra H&M.
I min nye yndlingsstrik, som måske kan give jer et hint om, hvorfor det er værd at tage ned og besøge Hello Vintage markedet, når man er til den slags. Strikken i selskab med min nye Alimakka taske fra Núnoo Bags i en dejlig, forårssandfarve. Jeg er vild med den, fordi der er så meget plads og så mange lommer til alt mit krims krams – og mit store, tunge, kamera. Praktisk og pæn!

Jeg hopper af – kan I have det dejligt.