Hello Vintage pop-up shop Aarhus

Pumpkin spice latte

img_7300 img_7264

Efterår betyder græskar-sæson og den meget populære amerikanske ‘pumpkin spice latte’ vinder territorium i vores del af verden, ligesom så meget andet der ovre fra. Det hyppige brug af græskar og så halloween er to ting jeg glædeligt tager til mig! Flere græskaropskrifter må prøves af i løbet af efteråret.

Når man kommer hjem fra arbejde en regnfuld eftermiddag, og job, træning og alt det man skal nå er overstået, er der intet bedre end at krybe under et tæppe med noget varmt og en god serie eller en bog. Internettet vrimler med varme, lindrende drikke – du kan eksempelvis prøve min udgave af guldmælk eller min seneste favorit – vegansk pumpkin spice latte.
I USA er drikken både populær og let at lave, fordi alle ingredienserne kan købes færdige. Her hjemme skal du selv forberede ingredienserne, men når de først er lavet, er der til mange kopper kaffe.
Først skal du forberede en græskarpuré og derefter en krydderiblandring – du skal bruge:

Græskarpuré
1 hokkaido græskar

Krydderiblanding
3 spsk. kanel (helst ceylon kanel)
2 tsk. stødt ingefær
1 tsk. revet muskatnød
1,5 tsk. allehånde
1,5 tsk. stødte nelliker

Til én kop kaffe
2 dl plantemælk (mandel, ris eller havre passer godt til)
1 spsk. sukker, sukrin eller en anden form for sødemiddel
1 spsk. græskarpuré
1,5 tsk krydderiblanding
1 dobbelt espresso shot

Del græskaret i to og skrab kernerne ud. Del det i mindre stykker og bag dem ved 175 grader varmluft i ca. 45 minutter til det er mørt.
Imens blander du alle krydderierne i et patentglas. Når græskaret er færdigt, skraber du kødet ud, som moses eller blendes – opbevar puréen i en lufttæt beholder på køl.

Varm mælken op i en lille gryde og bland sukker og græskarpuré i. Brug en mælkeskummer til at røre det helt ud. Lad det simre et par minutter og tag det så af varmen. Bland krydderier og kaffe i og smag til med sukker, hvis du vil have den sødere. Server drikken med et drys af krydderiblandingen på toppen. Vil du have den på ægte Starbucks-maner kan du tilføje vegansk flødeskum (den fra Alpro er go’) på toppen. Jeg får min med et stykke krydret kage til – prøv eksempelvis ølkagen fra Valdermarsro eller mine julede daddelkugler for et sukkerfrit alternativ.

Ud over dejlig smag får du en lang række krydderier, der gavner og gør kroppen godt. Nellike bekæmper inflammation og varmer kroppen op indefra, samtidig med at det modvirker oppustet mave. Kanel stimulerer fordøjelsen, regulerer blodsukkeret og dæmper sultfornemmelse. Ingefær er fyldt med antioxidanter, som bekæmper kroppens frie radikaler, samtidig med at den modvirker gigtsygdomme. Muskatnød øger blodcirkulationen og virker smertedæmpende og bakteriedræbende. Hvert krydderi kan en helt masse og så alt sammen samlet i en varmende kop. Velbekomme!

img_7246img_7255

2 kommentarer

  • Uhh, jeg er så vild med pumpkin spice latte. Men Starbucks har desværre aldrig gjort noget godt for nogen, så jeg bliver absolut nødt til at prøve din opskrift. Så kan jeg også nyde efteråret uden alt for dårlig samvittighed (:

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hello Vintage pop-up shop Aarhus