‘Sov sødt’-læbepomade

aroma-terapi sov-bedre

Hola planteelskere. Det er weekend, så i dag skal det handle om at sove og sove godt. Søvn er alfa og omega for mig. Jeg har meget faste sengetider, tracker mine søvnstadier og er med årene generelt blevet meget bevidst om, at hvis jeg ikke sover godt og nok, er der intet andet der fungerer, hverken psykisk eller fysisk.
Det er blevet til mange tiltag gennem årene, og resultatet er i sidste ende blevet, at jeg sover som en baby – hver nat. Særligt aroma-terapi har været en stor hjælp, og jeg sender hermed tricket videre til alle jer søde DIY-typer, der har det sjovt med at lave hudpleje fra bunden.
Flere har måske prøvet at eksperimentere med at have lavendelplanter stående i soveværelset og at dryppe lavendelolie på sengetøjet. Det fungerer for det meste også rigtig godt for mig, men det der for alvor sender mig afsted til drømmeland er, når olierne kommer i direkte kontakt med kroppen. Varmen fra huden får duftene til at sprede sig og så går der ikke mange minutter, før jeg er væk. Jeg kalder resultatet en læbepomade, fordi jeg synes, den er god på læberne, men den kan bruges som en salve på hele kroppen, eksempelvis på hals eller håndled. Til 4-6 færdige pomader skal du bruge:

1 spsk. jojobaolie
2 spsk. kokosolie
30 dråber lavendelolie
30 dråber bergamotolie
1 lille spsk. bivoks (jeg bruger candelilla-voks for en vegansk udgave, men bivoks er nemmest at få fat i)
1 syltetøjsglas
4-6 beholdere til læbepomader (Urtegaarden og eBay har et ret stort udvalg)

diy laebepomade

Start med at lave et vandbad (med medium varme) og placer syltetøjsglasset deri. Bland jojobaolie, kokosolie og voksen i glasset og lad dem langsomt smelte sammen – rør i massen undervejs. Vær opmærksom på, at du ikke overdoserer mængden af voks, da det så ender med at være et meget hårdt resultat. For en blødere salve, brug da lidt mindre voks end anvist.
Sluk for varmen og rør de æteriske olier i. Placer beholderne på et stykke bagepapir (for at mindske grisseriet i køkkenet) og fordel olieblandingen i dem. Sæt beholderne i køleskabet og lad salven sætte sig i ca. 45 minutter. Herefter er de klar til brug.

Lavendelblomsten kender du for dens beroligende, afstressende og søvndyssende effekt. Flere steder i verden bruges lavendel i medicin mod uro, nervøsitet og angst – er du derfor i en periode af dit liv, hvor du døjer med myldertanker i nattetimerne, kan det måske være en idé at afprøve lavendelduften.
Bergamot er en citrusfrugt, som dyrkes i det sydlige Italien. Du kender oprindeligt duften fra de Althea bolsjer, som din mormor tilbød dig som lille. Også denne olie er kendt for at have en afslappende og berolignede effekt på kroppen, og du finder den derfor ofte i massageolier og kosmetiske produkter. Selv synes jeg bare, at den matcher lavendelolien rigtig godt.
Listen over berolignede æteriske olier er lang, så du kan sagtens eksperimentere med at udskifte og blande andre olier end dem jeg foreslår, eksempelvis kamilleblomst, ylang ylang, merian og baldrian.

God fornøjelse og skriv endelig hvis du har spørgsmål eller vil sende et sove-tip den anden vej. God søndag!

lav-din-egen-laebepomade vegansk

Den perfekte faux fur

munthe-simonsen

Jeg går ikke med pels mere. Jeg har gjort – meget endda, jeg har også blogget om det. Men jeg er blevet ældre og jeg har lært nye ting. Jeg har lært at nogle ting er nødvendige, andre ting er blot luksus. Og at der findes en masse pænt imiteret læder og smukke faux furs. Derfor er jeg i fuld gang med at sælge ud af gamle tasker og pelse, og det føles rigtig fint at bytte det hele ud med én rigtig pæn og vellavet faux fur. For modeindustrien er heldigvis også blevet klogere, og rigtig mange store modehuse laver nogle super fine “falske” pelsjakker. Man kan diskutere, hvorfor man overhovedet har lyst til at imitere og bevare looket, hvis man synes, det er forkert. Personligt synes jeg, at det varme, fluffy look er rigtig pænt og feminint til vinteren. Pels er – eller var – en modeklassiker, og selve pelsene og det de symboliserer fortjener måske langsomt at forsvinde på diverse vintage-markeder – dog ikke ens betydende med, at man ikke kan bevare looket i en opdateret udgave.

Så da jeg var et smut i Munthe butikken den anden dag, måtte den her pæne jakke altså med hjem (det skal lige siges, at der gik et øjeblik, før jeg opdagede, at det var en faux fur). Den er utrolig blød og så kan jeg godt li’ alle de forskellige farver, som gør den mere spændende og iøjenfangende.

Vil du selv på jagt efter en faux fur til vinteren, finder du en liste over pelsfrie brands i Danmark her.

beautiful-fake-fur

Green obsession

green-living

1. Sofa fra Sinnerup her 2. Posters fra Kristina Krogh og Vee Speers, 3. Puder fra Skriver Collection og Cellbes, 4. Sengetøj fra Georg Jensen her, 5. Stol fra Gubi her, 6. Opbevaringskrukke fra House Doctor her, 7. Kop fra Kähler her, 8. Glas fra Bitz her, 9. Vinglas fra House Doctor her, 10. Kop fra Kähler her, 11. Salt og peber sæt fra Menu her, 12. Granitplade fra Louise Roe her, 13. Viskestykker fra Georg Jensen og Au Maison, 14. Tandbørstekrus og sæbedispenser fra Venezia, 15. Duftlys fra Skandinavisk her.

Hver gang jeg har ferie og får chancen og tiden til at se på hjemmets tilstand, får jeg altid en uhyrlig trang til at skifte ud, rykke om og gøre ved (gid man havde den samme trang til at gøre rent og sætte i orden). Nå, men i den her omgang har jeg altså kastet min kærlighed på alt der er grønt. Jeg fik overtalt kæresten til en grøn sofa, grønne puder, grønt køkkengrej, grønne pyntenips og et væld af planter, men det er som om, at det bare aldrig helt er nok. Alt i grønt og træ – send det bare i min retning.

Pumpkin spice latte

img_7300 img_7264

Efterår betyder græskar-sæson og den meget populære amerikanske ‘pumpkin spice latte’ vinder territorium i vores del af verden, ligesom så meget andet der ovre fra. Det hyppige brug af græskar og så halloween er to ting jeg glædeligt tager til mig! Flere græskaropskrifter må prøves af i løbet af efteråret.

Når man kommer hjem fra arbejde en regnfuld eftermiddag, og job, træning og alt det man skal nå er overstået, er der intet bedre end at krybe under et tæppe med noget varmt og en god serie eller en bog. Internettet vrimler med varme, lindrende drikke – du kan eksempelvis prøve min udgave af guldmælk eller min seneste favorit – vegansk pumpkin spice latte.
I USA er drikken både populær og let at lave, fordi alle ingredienserne kan købes færdige. Her hjemme skal du selv forberede ingredienserne, men når de først er lavet, er der til mange kopper kaffe.
Først skal du forberede en græskarpuré og derefter en krydderiblandring – du skal bruge:

Græskarpuré
1 hokkaido græskar

Krydderiblanding
3 spsk. kanel (helst ceylon kanel)
2 tsk. stødt ingefær
1 tsk. revet muskatnød
1,5 tsk. allehånde
1,5 tsk. stødte nelliker

Til én kop kaffe
2 dl plantemælk (mandel, ris eller havre passer godt til)
1 spsk. sukker, sukrin eller en anden form for sødemiddel
1 spsk. græskarpuré
1,5 tsk krydderiblanding
1 dobbelt espresso shot

Del græskaret i to og skrab kernerne ud. Del det i mindre stykker og bag dem ved 175 grader varmluft i ca. 45 minutter til det er mørt.
Imens blander du alle krydderierne i et patentglas. Når græskaret er færdigt, skraber du kødet ud, som moses eller blendes – opbevar puréen i en lufttæt beholder på køl.

Varm mælken op i en lille gryde og bland sukker og græskarpuré i. Brug en mælkeskummer til at røre det helt ud. Lad det simre et par minutter og tag det så af varmen. Bland krydderier og kaffe i og smag til med sukker, hvis du vil have den sødere. Server drikken med et drys af krydderiblandingen på toppen. Vil du have den på ægte Starbucks-maner kan du tilføje vegansk flødeskum (den fra Alpro er go’) på toppen. Jeg får min med et stykke krydret kage til – prøv eksempelvis ølkagen fra Valdermarsro eller mine julede daddelkugler for et sukkerfrit alternativ.

Ud over dejlig smag får du en lang række krydderier, der gavner og gør kroppen godt. Nellike bekæmper inflammation og varmer kroppen op indefra, samtidig med at det modvirker oppustet mave. Kanel stimulerer fordøjelsen, regulerer blodsukkeret og dæmper sultfornemmelse. Ingefær er fyldt med antioxidanter, som bekæmper kroppens frie radikaler, samtidig med at den modvirker gigtsygdomme. Muskatnød øger blodcirkulationen og virker smertedæmpende og bakteriedræbende. Hvert krydderi kan en helt masse og så alt sammen samlet i en varmende kop. Velbekomme!

img_7246img_7255

Hello Vintage pop-up shop Aarhus

hello-vintage vintage-shopping-aarhus

Sponsoreret indhold

Er du pjattet med at gå på jagt efter unikke vintage-fund, og vil du gerne skyde efterårsferien i gang med at forkæle dig selv med lidt tilføjelser til efterårsgarderoben? Så tipper jeg dig lige videre til mit yndlings vintage-marked, som lige nu opholder sig i faste lokaler i Århus oktober måned ud. Hello Vintage forsøger sig for første gang med en pop-up shop i lokalerne i Sankt Clemens Stræde 18 og det er en ret lækker og lidt syret shoppe-oplevelse.

Taget i betragtning af, at butikken i første omgang er midlertidig, er der gjort rigtig meget ud af indretningen. En række kreative mennesker har været forbi for at sætte deres præg på butikken med vægmalerier, motiverende citater og freak-showlignende dukke-udstillinger. Masser af farve og power!

Konceptet har der ud over udvidet sig en smule, siden de startede på Godsbanen. I butikken kan du finde det sædvanlige kilo-marked (250 kr. pr. kilo tøj), samt to nye afdelinger; Handpicked og Reworked. I Handpicked finder man særligt udvalgte items og i Reworked upcyclede udgaver af de lækre vintage-varer. Konceptet er både for mænd og kvinder btw!

Pop-up shoppen har åbent på følgende datoer:

Fredag d. 13. oktober fra 12-19
Lørdag d. 14. oktober fra 10-17
Mandag d. 16. oktober fra 12-18
Tirsdag d. 17. oktober fra 12-18
Onsdag d. 18. oktober fra 12-18
Torsdag d. 19. oktober fra 12-18
Fredag d. 20. oktober fra 12-19
Lørdag d. 21. oktober fra 10-17
Fredag d. 27. oktober fra 12-19
Lørdag d. 28. oktober fra 10-17

skaermbillede-2017-09-29-kl-21-45-51
Selv har jeg sat en dag af til en shoppetur i efterårsferien, og jeg skal forbi butikken på jagt efter en lækker kimono, en god striktrøje, en vinterjakke og et par nye jeans – for markedet bugner af det hele. God fornøjelse til jer der kigger ned!

vintage-aarhus