190717

10 ting du kan lave i en regnfuld sommerferie

img_6253

Let’s face it. Vi får sjældent de der helt stabile solskinssomre, hvor alle dage byder på is, shorts, strand og grill. Og der ud over er vi danskere verdensmestre i at brokke os over dårligt vejr. Sådan helt eminente brokkere. Hele facebook skal helst lige have et billede og en update om, at det regner – til glæde for de, der ikke selv har vinduer. Og ikke rigtig andre.
Jeg synes, vi skal vende den om. Personligt er jeg kæmpe fan af regnvejr. Helst den daglange, silende af slagsen. Jeg er nemlig for bleg til at ligge på stranden længere tid ad gangen. Regnvejr er stemningsfuldt og gør det oplagt og helt legitimt at blive indendørs og have en masse andre former for kvalitetstid. Og skal man ikke ud at rejse, er sommerferier med regn- og blæsevejr lange. Sådan virkelig lange.
Så her får I en lille samling idéer til, hvordan I får det bedste ud af regnfulde sommerferiedage i det danske.

  1. Læs bøger. Er du studerende og færdig med eksamenerne, er det måske en idé at lægge fagbøgerne på hylden og kaste dig ud i spændende, romantisk eller pirrende skønlitteratur. Tag en tur på det lokale bibliotek, hvis du trænger til forandring i dine omgivelser. På Dokk1 i Århus finder du både et hav af bøger, stillerum, behagelige læsemiljøer og kaffe i caféen.
  2. Få en ny hobby. Noget du længe gerne har ville prøve eller lære, men bare ikke har kunne finde energi og tid til i hverdagen. Lær fx. at hækle, male, spille guitar, tale spansk eller noget helt femte. Det er fantastisk at fordybe sig i projekter og føle at man udvikler sig. Never stop learning.
  3. Giv dit hjem et make-over. Måske trænger du til at få ryddet ud i gammelt tøj og forældede sager? Giv til genbrug og omorganiser. Bliv inspireret på Pinterest, køb friske planter, farvekoordiner garderoben eller boghylderne, stil møblerne på en helt anden måde end de plejer og oplev ny energi.
  4. Skriv dagbog. Det lyder måske lidt teenage-agtigt, men for voksne kan det både være meditativt og hyggeligt – og senere hen ret spændende at se tilbage på. Fordi jeg husker dårligt, begyndte jeg for lidt tid siden at skrive få ord ned om, hvad jeg havde brugt min dag på. Jeg fik denne fine dagbog i fødselsdagsgave, og jeg er ret vild med den, fordi den både har god plads til skriblerier, men også har en lille tegning eller et mønster du kan tegne videre på, hver gang du vender en side. Ren mindfulness.
  5. Lav mad. Prøv nogle nye, tidskrævende retter. Dem du ikke har tid til at lave i hverdagen – måske du har en køkkenmaskine stående, der ikke er blevet brugt siden sidste sommer? Det er nu du har tid til at lege i køkkenet. Og giv dig god tid til at gøre det rigtig lækkert. Især hvis du har en kæreste eller roommate, der ikke har sommerferie, går denne sommerferieaktivitet lige i hjertet hos din sambo. Suppler med en flaske vin eller en god drink, og så føles det næsten som rigtig ferie.
  6. Spil brætspil og drik varm kakao. Med skumfiduser eller masser af flødeskum helst – der er ingen udsigt til at vise maven frem på stranden alligevel. Hiv gamle barndomsklassikere som Matador, Scrabble, Ludo og Trivial Pursuit frem og sæt rigeligt med timer af. Har du ingen brætspil i hjemmet, kan du besøge den nærmeste brætspilscafé, fx. Bastard Café i København eller Aarhus Brætspilscafé og benytte dig af deres samling.
  7. Lav hjemme-spa. Eller endnu bedre – lav dine egne hudplejeprodukter til dit hjemme-spa. Lav fx. din egen body scrub, body butter eller badesalt. Ansigtsmaske på, fusserne i fodbad, tørsbørsten i hånden og neglelakkerne klar og så på med en god serie. Gerne OITNB, Gossip Girl, Sex And The City, Desperate Housewives eller en anden tøseserie der holder din kæreste fra at forstyrre dig i din wellness-oase.
  8. Besøg byens indendørsfaciliteter. Gå på museum, besøg botaniske tropehuse, det lokale bibliotek, tag i svømmehallen, tag i teateret eller shop i et storcenter. Ting man ikke ville bruge tiden på, hvis solen skinnede. Få inspiration på visitdenmark.dk for at se mulighederne i din by.
  9. Ryd op i dine billeder på mobil og computer og få fremkaldt dine favoritter. I Flying Tiger kan du købe fine, simple fotoalbums for en slik. Var du på en vidunderlig rejse sidste år? Skønt. Hvad med billederne? Mit gæt er at de stadig ligger usorterede og uberørte i en mappe på computeren. Ryd ud, slet, vælg de allerbedste, få dem fremkaldt og sat i album til du engang trænger til at mindes oplevelsen.
  10. Ryd op og gør rent. Har du også et skab, hvor du helst ikke åbner det oftere end højest nødvendigt, fordi man er lidt bange for, at det hele falder ned om ørerne på en? Så er det på tide at få ryddet op og smidt ud. Gamle papirer, dameblade, make-up, tøj, what ever – har du ikke brugt det i det seneste år, kommer du nok ikke til det igen. Læs eventuelt Mia Gardums skønne indlæg om, hvordan du får ryddet ud og får et mere minimalistisk hjem. Nøj, hvor føles det bare godt at komme gammelt bras og nullermænd til livs. Hvis solen skinnede, ville du ikke have samvittighed til at blive inde få gjort noget ved det, så det er nu det skal gøres.

Hilsner fra en regnfuld uge i sommerhus.

2 kommentarer

  • Ida

    Virkelig gode idéer!
    Jeg tror næsten, jeg har været igennem dem alle den sommer, haha :)
    Især den med at prøve nye retter i køkkenet er jeg vild med. Det er så hyggeligt at lave mad, og nogle gange finder man sin nye yndlingsret!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Sikke et fint indlæg❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

190717