Hjemmelavet kokos-grapefrugt sugar scrub

Hjemmelavet badesalt med lavendel, rosmarin, pebermynte og eucalyptus

1 2 3

Mors dag er lige om hjørnet og står du med lørdag fri til at fremtrylle hjemmelavede gaver, er den her opskrift oplagt til at varme mors hjerte – og fødder. Mors dag er godt nok en amerikansk ting, men også en meget gammel tradition helt tilbage fra 1800-tallet. Af alle mærkedage og traditioner synes jeg, at netop mors dag gerne må betyde noget. Om det så bare er en buket blomster eller et opkald er underordnet – jeg synes blot, at mødre mest af alt fortjener en dag, hvor de bliver anderkendt en smule. Jeg er selv opvokset i et hjem med en alenemor, som har givet os alt sin energi og givet afkald på så mange personlige behov, for at give sine to børn den bedst mulige tilværelse. Taknemligheden for det ophører aldrig, uanset hvor gammel man bliver. Derfor synes jeg, det er enormt hyggeligt at finde små påfund der kan give hende lidt glæde og afslapning til gengæld for indsatsen.

Badesalten her er enormt nem og hurtig at lave. Når du først har ingredienserne i hus er det blot at svinge dem sammen og så afsted. Både de æteriske olier og de resterende ingredienser kan findes i helsekostbutikker, så har du en liggende i nærheden kan du klare den her gave på ingen tid. Du skal bruge:

  • 1 dl. natron
  • 2,5 dl. epsom salt (fås i helsekostbutikker og enkelte Matas butikker)
  • 5 dråber eucalyptusolie
  • 5 dråber rosmarinolie
  • 10 dråber pebermynteolie
  • 20 dråber lavendelolie
  • 1 spiseske rosmarinblade
  • 1 spsk lavendelblomster (du kan enten købe færdigtørrede blade – findes i de fleste helsekostbutikker – eller købe frisk lavendel og lyntørre bladene i ovnen ved meget lav varme og åben ovndør)
  • Patentglas
  • Evt. pynt til glassene

Når først du har alle ingredienserne på plads, kan du gå i gang. Bland epsom salt og natron grundigt sammen. Tilsæt de forskellige æteriske olier – har du lyst til at bruge andre dufte, kan du blot gøre det, men prøv dig langsomt frem med mængderne. Rør olierne ud i saltblandingen til der ikke er nogen klumper. Bland til sidst rosmarin- og lavendelblade i og vend det hele godt.
Portionen her kan fylde tre 200 ml. patentglas. Så har du til flere mødre, der trænger til en smule ro og forkælelse. Og måske et enkelt glas til dig selv. Vi trænger vel alle lidt, mødre eller ej.
Blandingen er oplagt at bruge i fodbad til trætte fødder. Jeg opløser omtrent 3-4 spiseskefulde af blandingen i varmt vand per gang.
Epsom saltet – eller magnesium sulfat – har en række positive virkninger, når det opløses i vand. I den her sammenhæng bløder det opløste salt musklerne op og reducerer ømhed og smerter efter en lang dag. De æteriske olier kan både have en fysisk og psykisk effekt. Lavendelolien har en beroligende og afstressende effekt på hjernen, pebermynteolien løsner musklerne og forbedrer blodgennemstrømningen, rosmarinolien renser og fugter tør hud, imens eucalyptusolien tilfører en frisk og ren duft til fodbadet. Kombinationen er lig ren velvære. Skal det være ekstra godt, kan du også supplere gaven med en hjemmelavet body scrub med kokos og grape og en tilhørende body butter med citron og vanilje.

Bind en pæn sløjfe, måske en frisk blomst og et kort om glassene og så har du en hjemmelavet, omsorgsfuld, simpel og kærlig gave at give.

4 5 6

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hjemmelavet kokos-grapefrugt sugar scrub