Fine flæser

Smoothie med græskarkerneprotein

1 2 3

Proteinpulveret i mine skabe er røget en tur i skraldespanden. Ikke fordi jeg mener, at jeg har fundet et bedre alternativ eller et nyt vidundermiddel, men ganske enkelt fordi – lad os nu bare være ærlige – det smager jo ikke godt. Og hvis man nu faktisk kan finde et lækkert, velsmagende, økologisk og – i mit hoved – mere naturligt proteinsupplement, er det så ikke værd at prøve?
Det var faktisk en af jer læsere, der gav mig idéen til at udskifte det almindelige proteinpulver med affedtet græskarkernemel – så tak for inspirationen Trine.
Hvis du gerne vil arbejde med den plantebaserede kost i dit hjem, er nødder og kerner et must-have som proteinkilde i salater, grød, bagværk, smoothies eller bare som snack. Græskarkernemelet har fået fast plads i vores morgensmoothie-rutine – især fordi det er en af de få ting, min kæreste ikke rigtig bemærker, jeg sniger i den. Han er sådan ret typisk mand på det område – der skal ikke for meget hokus pokus i form af olier og pulver i en smoothie, hvis han skal drikke den. Den må ikke smage for sund eller for grøn. Græskarkernemelet har mest af alt en nøddeagtig smag og i en grøn smoothie som denne, vil jeg mest af alt sammenligne smagen med pistacie. Ret lækkert! Du får altså et økologisk kosttilskud med hele 67 g. protein/pr. 100 g. (og et lavere fedtindhold end ved hele nødder) uden kemien og de ærgerlige bismage der følger med.
Til sådan en bananocado-shake skal du bruge:

1 banan
1/2 avokado
200 ml. plantemælk (jeg bruger mandelmælk)
10 g. græskarkernemel
2 isterninger
Evt. et lille stykke økologisk citronskal (fungerer virkelig godt i grønne smoothies)
Blend alle ingredienserne sammen til en ensartet masse og server evt. over et par isterninger. Du kan sagtens arbejde med flere eller andre ingredienser – jeg synes blot, det er vigtigt at holde ingredienslisten kort, når det kommer til smoothies, for ikke at gøre smagsløgene helt forvirrede. Har I andre gode idéer til, hvor græskarkernemelet kan bruges? Måske en opskrift?

God dag ♥

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fine flæser