Smoothie med græskarkerneprotein

Balance mellem livet og de sociale medier

uden-navn-31

Indlægget her er ikke skrevet for at støde eller fornærme nogen. Særligt i blogland. Det er måske mest af alt skrevet for at give mig selv en opsang. Og jer der opfører jer ligesom mig. Det er tid til at tage snakken om, hvor meget de sociale medier egentlig må fylde i vores hverdag.
Er jeg den eneste der kan blive godt og grundigt træt af mig selv, når jeg hver gang jeg er ude og opleve noget, uden at tænke yderligere over det, griber telefonen som noget af det første? For oplevelsen skal da fotodokumenteres. Ikke fordi jeg nogensinde har tænkt mig at se tilbage på oplevelsen eller fordi jeg har tænkt mig at få billedet fremkaldt og sat i fotoalbum – nej, billederne skal tages, fordi de sociale medier skal opdateres. Når man først er blevet bevidst om, hvor tit man gør det, bliver man faktisk enormt anstrengt over sin egen adfærd.
For nogle måneder siden var jeg på et spa-ophold med min kæreste, hvor planen var, at jeg skulle lave et blogindlæg om opholdet. Lige fra vi ankom til vi forlod stedet, var der en konstant skiften mellem det ene og det andet kamera, fotos, videoer og “vil du lige tage et til af mig med den her baggrund”. Nede ved stranden, inde i spa-området, på vores værelse, ved middagen – over det hele. Jeg forlod stedet – ikke med den forventede opfriskede energi – men med en følelse af irritation og rastløshed. Og for hvad? Et småligegyldigt blogindlæg.

Det fik mig til at tænke på, hvor ofte vores generation overtræder helt almindelige sociale spilleregler, for at få det der helt perfekte billede, som kan score en masse likes og en lillebitte smule bekræftelse til et til tider vaklende selvværd. Vi slipper nødigt telefonen og filmer og fotograferer gerne løs på de mest ligegyldige og upassende tidspunkter. Jeg er faktisk virkelig træt af det – mest af alt træt af mig selv og min egen distræthed.
Jeg har siden hen øvet mig i at dæmpe “husk at tage et billede”-impulserne, for at give mine sanser ro til at mærke omgivelserne og til at suge indtryk og oplevelser til sig uforstyrret. Min opfattelse er, at vi også husker oplevelserne bedre, hvis vi suger æstetikken til os og giver plads til at oplevelsen kan manifestere sig i hukommelsen.
Hvis vi bruger alt vores tid på at fotodokumentere, redigere og omfotografere ved hver fest, hver solskinsgåtur, hver middag, hver hyggestund, hver kulturel oplevelse, hver rejse, hvert skønt øjeblik kommer livet til at suse lige forbi næsen af os uden, at vi opdager det, og det eneste vi ender op med, er en overfyldt harddisk med en helt masse ligegyldige billeder af solnedgange, kaffekopper, musselmalede måltider og materielle dimser og dutter vi for længst har skilt os af med.

Og for hvad? Likes og bekræftelse fra – i grunden – fremmede mennesker (der helt sikkert har sendt liket i en sød og anerkendende tanke – sådan har jeg det i hvert fald, når jeg liker andres ting). Likes er bitte små digitale “thumps ups” gemt i en kæmpe computer et sted i verden. Et lille klap på skulderen som måske giver os en kortvarig følelse af, at vi er okay – at vi er gode, dejlige, smukke og dygtige. Men 500 likes fra fremmede følgere gør dig ikke til en bedre mor, en bedre kæreste, en bedre kollega, en bedre kammerat, en bedre lytter, et mere intelligent, opmærksomt eller smukt menneske, hvis du ikke gør dig umage i den virkelige verden.
Jeg siger ikke, at jeg ikke er dybt taknemmelig for hvert et like og hver en sød kommentar jeg har fået igennem årene – min pointe er blot, at der er en tid og et sted til alting og det hele handler om prioriteringer. Alt kræver ikke nødvendigvis en plads i din digitale facade. Nogle oplevelser må du gerne bare nyde og beholde selv. Vi tilgiver dig.
Jeg tror det er vigtigt at prioritere at være til stede lige nu, i dette øjeblik, i den helt speciale oplevelse med de mennesker der kender dig og holder af dig – så skal du på længere sigt nok få bekræftet, at du er en god nok gennem de mennesker, der faktisk oplever dit hele og opmærksomme jeg. Det er jeg sikker på.

Min mor fyldte 60 år forleden dag. Vi besluttede os for en get-away og et spa-ophold for at fejre fødselsdagen. Vi ankommer på hotellet, iklæder os morgenkåbe og badetøfler og min mor spørger, om jeg ikke skal have kamera med ned, hvis jeg nu ville lave et indlæg om stedet. Kamera og mobil blev efterladt på værelset og vi havde en både hyggelig og afslappende wellness-oplevelse uden afbrydelser og forstyrrelser fra kontakter, notifikationer eller min egen trang til at gribe efter mobilen. Jeg tog derfra med fornyet energi og med et ønske om, at kameraet og de sociale medier gerne må passe sig selv en gang i mellem fremover.

2 kommentarer

  • Denise Amanda

    Et super fint indlæg! Jeg kender det godt selv, og er blevet meget opmærksom på det, hvilket som du siger, resulterer i at jeg irriterer mig selv når mine tanker henledes på telefon og sociale medier. Jeg øve mig meget i, at det er ok at øjeblikket kun er i mit sind og ikke altid behøver deles med alle andre.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg genkender det, og har besluttet at lægge min mobil i tasken når jeg er ude. Kan sagtens være jeg, tager den op og tage et billede af mad/udsigt fx, men så er det tilbage i tasken, og så poster jeg det på instagram/blog når aftalen er ovre eller når min date skal på toilettet osv.
    Og er jeg sammen med kæreste/venner/familie sætter jeg den gerne til ladning i et andet rum i et par timer, for jeg ved med mig selv, at ellers sidder jeg og småtjekker 1-3 gang i timen, og det er altså ikke hyggeligt. Så jeg ér blevet meget bedre, også når jeg er alene, hvor jeg beslutter den skal lægge i soveværelset, hvis jeg laver noget i stuen. Og efter jeg er begyndt på det, kan jeg mærke at det er så befriende (:

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Smoothie med græskarkerneprotein