Vegansk pavlova

1 2 3

Den her opskrift, jamen altså – sikker vinder hver gang! Elsket af alle, både store og små og enormt nem at lave. Jeg hiver den frem, hver gang jeg skal have gæster og gerne vil vise dem, hvor velsmagende plantebaseret mad kan være. Folk sidder lidt tilbage med følelsen “Jamen er der hverken æg eller fløde i?”. Jo jo, man kan lave marengs uden æg og den bedste flødeskum er efter min mening lavet på plantefløde.
Pavlova er for mit vedkommende en meget nostalgisk dessert. Min moster fik en opskrift med hjem fra Irland efter et studieophold, da hun var ung, og min mor har lavet pavlova til os til mange festlige lejligheder siden.

Her er de animalske ingredienser udskiftet med plantebaserede og du får stadig en lige fantastisk pavlova dessert. Du skal bruge:

Væsken fra 1 dåse kikærter (aquafaba)
1,5 tsk. hvidvinseddike
2 spsk. majsstivelse
6 dl. flormelis
1 tsk vaniljepulver
Frisk frugt
1 brik plantebaseret piskefløde (den fra Alpro er rigtig go’)
Tænd ovnen på 180 C°. Pisk aquafabaen med et piskeris til den er stiv (ligesom når man pisker æggehvider). Tilføj flormelissen lidt ad gangen.
Tilsæt de øvrige ingredienser, imens du fortsat pisker stille og roligt. Pisk indtil du har en luftig og cremet masse. Fordel massen på et stykke bagepapir på en bageplade. Undlad at lave cirklen alt for stor – den hæver og breder sig en del inde i ovnen. Du kan også lave flere små bunde og portionsanrette dem senere.
Placer bagepladen midt i ovnen og skru varmen ned til 150 C°. Bag marengsbunden i 90 minutter. Sluk da for ovnen, åben ovnlågen en smule og sæt en træske i spænd, så ovnen langsomt køles af, imens kagen er der inde. Tag kagen ud, når ovnen er kold.

Pisk fløden til flødeskum og fordel det på marengsbunden. Top kagen med frisk frugt.
Toppings kan varieres i det uendelige – årstidens frugter, dine favorit frugter, bestemte farver – det hele er lige lækkert. Det er kontrasten mellem den søde bund og den syrlige frugt der får tænderne til at løbe i vand. Jeg kan anbefale bær i alle afskygninger, passionsfrugt, stjernefrugt, ananas og banan.

Server straks og se fornøjede smil brede sig blandt dine gæster. Velbekomme!

4 5 6 7 8 9

 

Plantebaserede kogebøger

img_4486

Er du en af dem der gerne vil indføre flere kødfrie dage eller måske drømmer om at gøre dit køkken helt plantebaseret på længere sigt, er det i første omgang allervigtigst at få noget ordentlig inspiration. Plantebaseret mad kan være både nemt, farverigt, mættende, spændende, sundhedsfremmende og helt enormt lækkert, hvis det bliver lavet rigtigt. Samtidig kan det også være helt enormt kedeligt, hvis man ikke får en smule hjælp med på vejen, første gang man skal i kast med så mange grøntsager på én gang.
Når jeg sidder om søndagen og planlægger ugens indkøb er der uden undtagelse altid to kogebøger, som jeg hiver frem, når det glipper med selv at komme på idéerne.

Begge kogebøger handler om plantebaseret mad, men har hver deres perspektiv og er skrevet af to ret forskellige Mia’er. Mia Sommer er mor og har fokus på den plantebaserede børnefamilie med alle de tanker og overvejelser man skal gøre sig, når man har børn på veganerkost. Hendes mad er rigtig dejlig “familie-mad” i den forstand, at man finder mange klassiske og velkendte retter, som både børn og voksne elsker; tærter, lasagne, spaghetti bolognese (som min kæreste efterspørger i hvert fald et par gange om måneden), risotto, forskellige “deller”, salater, pirogger, pizzasnegle, forskellige slags pålæg og et hav af lækre kager og cupcakes. Alt sammen lavet på planter!

Mia Gardum derimod, appellerer måske mere til den unge voksen med masser af nysgerrighed, lidt mere tid, samt mod til at prøve noget der er mere avanceret og krydret. Ingredienslisterne er lidt længere og ingredienserne måske mere specielle for nogen, men resultatet af hver opskrift, jeg har prøvet, er også gået lige i hjertet. Kogebogen er spækket med kernesunde opskrifter baseret på de fire årstider, så du mest af alt får brugt de frugter og grøntsager der er i sæson. Mia er særligt god til at dele sine opskrifter på grød (eksempelvis den på billedet ovenfor), salater, supper, smoothies, lækre dips, fantastisk bagværk, samt mere eksotiske retter og de populære “bowls”.

Begge piger giver læseren en kort indledning til det plantebaserede køkken; hvad skal man være opmærksom på, bekymringer, fordele – og hvorfor er det sådan en stor passion at lave mad af planter for dem. Ikke noget belærende – mere en “sådan gør jeg det” og historien bag deres valg om at spise plantebaseret. Der ud over har bøgerne det til fælles, at de er fyldt med smukke billeder af de forskellige retter, friske råvarer, forfatteren selv og deres familie og venner.

Kort sagt to fantastiske kogebøger, som jeg ikke kun hiver frem til hverdag, men også når jeg skal imponere gæster eller bage veganske kager der slår benene væk under mine elever. I kan få et smugkig på hver af pigernes skrivestil og enkelte af deres opskrifter på deres blogs – Mia Gardums her og Mia Sommers her – god fornøjelse.

Obs: indlægget er ikke sponsoreret, men ‘Plantemad’ er modtaget som gave.

img_4497 img_4503

Hello Vintage denne weekend

img_4573 img_4582 img_4589 img_4595

Jeg vil lige slå endnu et slag for Aarhus’ bedste vintage marked Hello Vintage, som afholdes i Ridehuset fredag og lørdag i denne weekend. I dag fredag fra kl. 15-20 og i morgen lørdag fra kl. 10-16.
Konceptet er stadig lige fantastisk – du shopper løs blandt de mange fine vintagevarer – selv har jeg været forbi efter et par lækre Levi’s Jeans, en glimmer top, en yndig kjole og en virkelig sej baja til sommerens festivaler – man betaler derefter ikke pr. item, men 200 kr. pr. kilo. Det vil sige, at en let, lækker sommerkjole der kun vejer få gram, altså kan fås for håndører. I denne omgang finder I særligt mange lækre skindjakker, denim shorts og jeans, pailleter, plissé, sweatshirts og sommerkjoler.

Er man knap så meget til retro tøj, men helt vild med retro indretning, kan man i stedet besøge Godsbanen lørdag og søndag (d. 4. og 5. februar) fra 10-16.

God loppejagt!