Tanker om bloggen

 photo faeligrdig_zps9ozdey5j.jpg

Tid til en smule refleksion over hele bloggerverdenen – lidt om hvordan man på få år kan udskifte alt hvad man brænder for med helt andre værdier og prioriteter, og lidt om hvordan man kan gå fra at se potentielt blogmateriale til at fodre en like-hungrende tilværelse i hver eneste lille begivenhed, til egentlig bare allerhelst at ville gemme sig væk og ikke vise sit liv frem for nogen.

Jeg er ikke det samme sted, som da jeg startede bloggen for 6 år siden. Jeg skriver det her indlæg, da jeg med jævne mellemrum modtager henvendelser fra søde læsere, som påpeger at de savner mine indlæg her på bloggen – det kan jeg godt forstå, jeg savner også lidt at skrive dem.
Ægte, det gør jeg. Jeg savner at bruge timer på at tage billeder og kradse mine tanker og idéer ned i lange gennemarbejdede skriblerier – virkeligheden er bare sådan, at når jeg bladrer tilbage i mine indlæg, kan jeg ikke se særlig meget af mig selv i den pige der dengang sad bag skærmen og startede bloggen op. Jeg føler på en måde, at en forklaring må være på sin plads, selvom indlægget i sidste ende nok mest af alt bunder i mit behov for at lufte mine tanker.

Da jeg startede bloggen for 6 år siden, voksede idéen ud af et behov for at dele de ting jeg selv fandt inspirerende. Det var nyt, spændende og jeg opbyggede uden besvær en kærlig og taknemlig lille flok læsere. Blogging var dengang en sjældenhed, noget folk ikke helt kunne gennemskue hvad gik ud på – det var sjovt, anderledes og en smule grænseoverskridende, og det gav en masse kicks, når det lykkedes at ramme, røre, inspirere eller endda forarge min beskedne læserskare.
For 6 år siden var jeg studerende med korte skoledage, arbejde i nattelivet, fest og farver, uden det store ansvar og jeg kunne mere eller mindre skrive om det jeg ville – alt blev delt; både store og små tanker, hjertesorger, store beslutninger, små ligegyldige påfund – jeg havde vitterligt intet filter, og det er jeg til dels også lidt stolt af, for det var menneskeligt på et plan, meget af tiden.

I dag er virkeligheden sådan, at jeg har en 40 timers arbejdsuge, relationer og forhold der kræver mere tid, et større behov for at se min familie og så kan jeg ikke længere skrive om alt mellem himmel og jord, ej heller overplastre nettet med billeder af mig selv – mest af alt fordi jeg har et job, helt præcist et job med daglig kontakt med rigtig mange forskellige (dejlige) børn, som jeg i ny og næ tager i at sidde og bladre min blog og instagram igennem. Pludselig bliver alle ord og billeder målt og vejet, for alt indhold skal være sobert og jeg skal være en rollemodel i alle henseender – livsstil, tøjvalg, sprog – alt skal kunne forsvares.
Jeg er derfor i sagens natur blevet mere forsigtig, og en lang række emner er efterhånden blevet sløjfet.

Emnet mode fylder eksempelvis mindre og mindre. Min stil har ændret sig igennem årene – den er i virkeligheden blevet helt enorm kedelig og ensartet, hvilket også er grunden til at den ikke får lov til at fylde mere her inde.
Da jeg i mine første år som lærer gik ned ad gangen, og de større elever gang på gang råbte “Nice sneaks, dem har vi også”, vidste jeg, at det var tid til forandring.
Jeg har ikke længere behov for at holde mig opdateret på de seneste trends og kollektioner og de halvårlige ture til modeugen kan jeg godt skyde en hvid pil efter med mine regulære arbejdstider. Jeg har ikke længere behovet for at stå i koldt vejr, ubehagelige stillinger og alt for høje stilletter og tage 100 billeder, for efterfølgende at få lavt selvværd over, at der ikke var nogen der var helt perfekte. Tøj er efterhånden bare tøj, og i min funktion som lærer skal det i højere grad signalere modenhed og komfort, frem for mod og kant.

At jeg ikke længere ligner en blogger, er én ting – en anden ting er, at jeg ikke længere har energi og tid til at agere blogger, for når jeg så endelig kommer hjem fra arbejde er mit hoved sønderbombet, og er der den mindste smule kreativt råderum i overskud, bliver det brugt for at lave sjov og spændende undervisning, frem for at flette et blogindlæg sammen. Jeg har helt præcist 79 ufærdige blogindlæg liggende i kladder og en overvældende dårlig samvittighed over, ikke at være dukket op til de sidste 5 bloggerevents jeg har været inviteret til. Hele bloggeridentiteten går ganske enkelt ikke særlig godt i spænd med mit virkelige liv lige nu.

Indlæg om kærlighed, følelser og dybere, mere personlige tanker fylder ligeledes mindre – selvom det var den slags indlæg der virkede til at skabe allermest røre hos bloggens læsere.
Søndag kom jeg hjem fra den dejligste weekend i sommerhus, uden kamera, uden computer, ingen tid blev brugt på at opdatere sociale medier – helt fantastisk og sådan som jeg allerhelst vil have det lige nu.
6 år er vel egentlig ikke særlig lang tid, men selv føler jeg, at jeg er gået igennem årtier af aldring og erfaringer, der gør at cyberspace slet ikke er så oplagt et sted at færdes mere. For at sige det, så det er til at forstå, er jeg blevet mere optaget af at leve mit liv end af at dokumentere og skrive om det. Noget der for et par år siden, måske endda var omvendt, hvilket på sin vis skræmmer mig lidt.
Engang fik jeg et kæmpe kick af at lægge et billede ud og modtage et hav af henvendelser på hår, tøj, accessories og hudpleje, og brugte i virkeligheden alt for lidt tid på at se indad og arbejde med min person, mine værdier og min væremåde overfor andre.

Min veninde, som også blogger, sagde til mig i går, at hun godt kunne se, at jeg ikke længere havde mig selv med i mine indlæg. En god ven kommer ind i mellem med kærlige tilskyndelser, opfordringer og guiden til, hvordan jeg skal holde motivationen oppe – men åha, hvor synes jeg det er svært at være produktiv lige nu.
Jeg har overvejet at lukke og slukke for bloggen flere gange indenfor det sidste år. Min største udfordring er, at jeg har en idé om, at jeg ikke er en ‘quitter’ – når jeg først har startet noget op, stopper jeg ikke igen.
Jeg er splittet, for på den anden side har jeg også lyst til at give bloggen en renæssance, blot med en anden form for indhold, for når jeg forestiller mig scenariet om ikke at have et virtuelt råderum, gruer jeg ved tanken – for jeg elsker stadig at dele en opskrift, et stykke tøj, et møbel, en tanke i ny og næ – jeg vil bare ikke være forpligtet til at skulle være ajour med mode og tendenser, at holde et socialt medie opdateret, at sælge ud eller bakke op om brands jeg inderst inde ikke har nogen interesse i, for at holde på mine læsere  – også selvom det koster popularitet i sidste ende.

Det har taget mig flere uger at få det her indlæg skrevet færdig og udgivet. Jeg har redigeret og flyttet så meget rundt, at jeg knap nok selv kan finde hoved og hale i det – og hold nu op hvor blev det langt. Jeg håber alligevel, at budskabet trænger igennem, og så håber jeg, at de der læser med stadig kigger ind til lidt inspiration i ny og næ.

Jeg lover at opdatere, når det giver mening, og jeg er sikker på, at I, ligesom jeg, synes det fungerer allerbedst, når jeg også har mig selv med i det.

3 dokumentarer du skal se

 photo 1_zpskkvvadwu.png

I dag, d. 1. november, er det international veganerdag eller ‘World Vegan Day’. I den forbindelse vil jeg gerne være med til at dele og udbrede nogle af de input, der gennem de sidste 7 år har fået mig til gradvist at omfavne og elske den plantebaserede kost. Det er særligt bøger, blogs og inspirerende mennesker omkring mig, men i høj grad også en række dokumentarfilm. En dokumentar viser naturligvis ikke alle sider samme sag, men jeg synes alligevel, at følgende film giver et hurtigt og overskueligt indblik i en verden og nogle vilkår, som meget få egentlig har kendskab til – dermed en god måde at få vigtige informationer gjort tilgængelige for os, der i vores daglige funktion ikke beskæftiger os med miljøproblematikker, produktionsvilkår eller sundhedsforskning.
Spiser man plantebaseret eller er veganer er der ofte en hovedårsag bag; miljø, dyrevelfærd, sundhed. Disse tre film beskæftiger sig hovedsageligt med hver deres emne.

  1. ‘Cowspiracy – the sustainability truth’ om sammenhængen mellem klimaforandringer og kødproduktionen. En rystende dokumentar der sender dig igennem hele følelsesregistreret og gør seeren både bange, frustreret, vred og overrasket over, at det her problem ikke italesættes mere. Hvorfor udsætte sig selv for det? Fordi vi alle ved at drivhuseffekten, udtømning af verdenshavene, rydning af regnskovene, manglen på rent drikkevand og udryddelsen af jordens biodiversitet er alvorlige udfordringer, men de færreste ved, at alle disse problemer kan spores direkte til animalsk fødevarerproduktion.
    Den sætter kommende generationers, såvel som egne, levevilkår i perspektiv og får seeren til at genoverveje egne behov. Måske er bøffen og kyllingen ikke nødvendig hver eneste dag, hvis vi også skal bevare en planet der er værd at leve på? Filmen er netop blevet tilgængelig på netflix og på filmens hjemmeside her.
  2. ‘Forks over knives’ om sundhed og sammenhængen mellem udbredelsen af diverse livsstilssygdomme og indtaget af animalske produkter.
    To fødevarerforskere belyser den tiltagende popularitet af forarbejdede fødevarer og animalske produkter, sidestillet med de hurtigt voksende tilfælde af blandt andet hjertekarsygdomme, diabetes og kræft. Igennem et 20 år langt studie, “The China Study”, viser de hvordan verdensbefolkningen spiser sig syge, mens dokumentaren sideløbende følger en række mennesker der har spist sig ud af sygdom igennem en plantebaseret kost. Absolut inspirerende og relevant at se i hele “vi skal leve af protein og fedt”-hysteriet. Filmen er tilgængelig på netflix og på filmens hjemmeside her.
  3. ‘Earthlings’ om etikken vedrørende menneskets undertrykkelse af dyr, for egen vindings skyld. Helt klart den mest kontroversielle af de tre film, men alligevel også den der er bedst kendt for at sende folk på en plantebaseret kost, for good. Begrebet ’speciesism’ introduceres på lige fod med ‘racism’ og ’sexism’ – altså én arts undertrykkelse af andre, sidestillet med tanken om, at vi alle har ret til et fredeligt liv på jorden – alle arters ret til at være ‘earthlings’.
    Frem med lommetørklæderne, for den er hård – sådan virkelig hård. Jeg tudede mere eller mindre fra start til slut, men blev også efterladt med en “fandme nej, jeg kan ikke leve mit liv på andres bekostning”-følelse. Jeg har endnu kun oplevet få venner og veninder der har “turde” se den, så udfordringen er hermed givet videre til jer læsere. Filmen kan ses på youtube eller på nationearth.com.

Nu vil jeg hoppe af og nyde aftenen under dynen med min bedste veninde, dyner, stearinlys og en stor pande vegansk paella.
Jeg håber, at I har fået mod på at se en af ovenstående film med en ven eller veninde snarest – god aften til jer.

 photo 2_zpszkbtyy8x.jpg