201114

 photo 1_zps0b4c3ec9.png

Trøje fra Cos (herre), bukser fra Monki, taske fra Mulberry, sko fra Bianco. Torsdagslook til Minimums åbningsaften. Yndlingstendensen lige nu er cropped bukser, samt spidse, sorte stilletter, gerne stylet med et par ankelstrømper med feminine detaljer. Og så er der rullekraven – særligt fordi det er en lidt oversized herremodel, er den perfekt til at gå og gemme sig i, når man nu går rundt og er lidt vinterfrossen.

December nærmer sig, så jeg kigger ind i morgen med bud på outfits til årets julefrokoster. Sov godt!

Minimum concept store opening x Aarhus

 photo 1_zps1af48fd2.png
 photo IMG_7797_zpscd0e0507.jpg
 photo IMG_1359_zps08ca1dea.jpg
 photo IMG_7795_zpsdbb90f97.jpg
 photo 2_zps71e270fc.png
 photo IMG_8991_zps9222f732.jpg
 photo IMG_1221__zpse64ab103.jpg
 photo IMG_1218_zps0dc7f649.jpg
 photo IMG_1358_zps5f7a12f0.jpg
 photo IMG_1193_zps3a2d26b4.jpg
 photo IMG_1378_zpsc0732db6.jpg
 photo 4_zps6b9fca2a.png
 photo IMG_1490_zpsa07027bd.jpg
 photo IMG_7849_zps58b7e9fe.jpg
 photo IMG_7835_zps5292f576.jpg
 photo IMG_7888_zpsdbdcb78a.jpg
 photo IMG_7883_zpsff57360d.jpg
 photo IMG_7879_zps6ba3e597.jpg
 photo 3_zpsca25979d.png

Torsdag aften brugte jeg sammen med en samling af søde, danske bloggerpiger til åbningen af Minimums nye conceptstore i hjertet af Aarhus.

De fleste århusianere husker nok den store bygning der i en længere periode har huset New Yorker butikken – fredag morgen blev der på ny åbnet op for et 500 m, nyt, innovativt retail koncept der rummer både mode, mad, livsstilsprodukter, kunst og meget andet – det er vitterligt en vild blanding, på den fede måde!

Vores eftermiddag startede ud med et pick up på vores hver vores adresse, hvorefter vi blev kørt til Minimums show room på Aarhus havn, til en præsentation af nye kollektioner, en snak tidens tendenser og et møde med designerne.
Efterfølgende blev vi igen kørt ind til byen, til en rundtur i den tre etagers store butik, som blandet andet byder på en kælder der er indrettet til galleri med skiftende kunstnere i fokus, en afdeling med små lækre frokostanretninger, særligt indrettede rum til kollektionssamarbejde, en bogafdeling og så selvfølgelig, vigtigst af alt, tøjet.
Arrangementet sluttede med at vi, som en flok børn i en slikbutik, fik lov til at boltre os i alle de fine varer i form af en lille stylingkonkurrence – en dejlig aften med søde mennesker og en helt masse nye indtryk.
Jeg synes, at det er fantastisk, når nogen tør at tage et skridt i en mere nytænkende retning i vores lille Aarhus, og der skal helt sikkert bakkes op om det. Samtidig synes jeg virkelig, at folkene bag formår at samle kvalitet, design og oplevelser i et unikt blend – jeg blev flere gange i løbet af aftenen fascineret af både indretning og indhold. Jeg er i forvejen rigtig glad for Minimums tøj, særligt de mange mønstrede sæt og festkjolerne, og jeg blev overrasket over, hvor lidt af deres sortiment der faktisk er af Minimums eget mærke – store dele af hylderne bød blandt andet på mærker Asics, ShoeShiBar, Gestalten, Pulpo, Le Typographe, L:A, AIAIAI, UrbanEars, Vera Vega, Monokel, My My Copenhagen og mange flere. Butikken skal ses, om end bare for at se et spændende twist.

Jeg kommer ikke udenom, at jeg også fik hevet nogle lækre items med hjem – jeg kigger løbende ind og viser jer mine favoritter.

Sov godt – A ♥

Instalately

 photo 1_zps98d7f022.png photo 2_zpsf9e4af29.png

Instagram siden sidst. Husk, at I kan følge min bruger annawurtz, dagligt.
Det har krævet en dyb vejrtrækning, før jeg kunne komme tilbage til tastaturet.
Mit seneste indlæg omkring lærertilværelsen har i den seneste uge spredt sig som en steppebrand rundt omkring i flere danske medier, og det har taget en ordentlig portion energi at skulle forholde sig til det. Formålet med indlægget var for en start, at skabe et mindre forum og en relationel dimension for mine lærerkollegaer i Aarhus og omegn, hvor man kunne dele frustrationer, såvel som opmuntring, råd og sparring. Det udviklede sig efterhånden til en mere landsdækkende debat, og der skal lyde en tak for både skulderklap og kritisk konstruktive kommentarer. Lige nu nyder jeg tiltrængt ro.

Tilbage til et af de mere almindelige blogindlæg, noget knap så sindsoprivende – den seneste tid i billeder.

Det er tidlig morgen og jeg hopper på arbejde om lidt. I aften står den på åbning af den nye Minimum butik i Aarhus, samt Gai + Lisva accessories event – glæder mig til at se mine århusianske medbloggere.

Jeg håber, at I har det dejligt!

Ærlige tanker om lærerlivet

 photo 2_zpsb997762e.jpg

Det her indlæg er nok mest interessant for de læsere der selv arbejder i skoleregi. Og så håber jeg alligevel, at lægge en dæmper på den fordom der sidestiller lærerne med det offentliges svar på Dovne Robert. Jeg udtaler mig sjældent om mit arbejde her på bloggen, for ikke at fremstå uprofessionel, men i det her tilfælde, tænker jeg, at jeg umuligt kan være den eneste unge lærer der sidder med de her frustrationer. Måske der sidder andre der ude med et behov for at høre, at det fandme ikke er en dans på roser lige nu, og de her tanker vedrører ikke andet end min egen lærerrolle.

Klokken er 19.51 og jeg er lige kommet hjem fra job. Jeg har grædt to gange i dag, og det er ikke første gang i det her skoleår. Der, midt i frokostpausen (eller rettere sagt de 10 min. hvor jeg nåede at skovle dagens eneste måltid ind, inden jeg måtte tilbage til forberedelsen) begyndte jeg at tude lige ned i min gulerodssuppe foran en halv snes kolleger. Snakken spores hurtigt ind på stressede lærere, om at lytte på sig selv, om at sige fra, om at prioritere og om hvor dyrt det bliver for skolevæsenet med alle de lærere der ender med at gå fra med længerevarende sygemeldinger. Det skete aldrig før den nye arbejdstidsaftale og skolereform trådte i kraft.
Før sommerferien var det lutter glade dage. Før sommerferien gad jeg knap nok at møde op til faglig klub, hvis dagsordenen handlede om den nye reform og arbejdstidsaftale – “åh, negative mennesker, få nu den ja-hat på. I er bare groet fast i en masse vaner” tænkte jeg, nyuddannet og fyldt op med overskud. Jeg følte mig som verdens bedste lærer, elsket og uovervindelig. Jeg elskede mit arbejde!

Jeg elsker stadig mit arbejde. Men kun på grund af to ting – mine kolleger og mine elever. Misforstå mig ikke – ledelsen knokler røven ud af bukserne for at gøre de nye arbejdsvilkår så udholdelige som overhovedet muligt, de lytter på os og jeg er sikker på, at de gør hvad de kan for at støtte og vejlede os. Problemet er, at de er styret af beslutninger taget højere oppe – beslutninger taget af politikere der ikke har sat benene i folkeskolen, siden de selv gik ud af 9. klasse. Og min skole er ikke anderledes end alle andre skoler – den her problematik er landsdækkende.

Lad mig starte med det begreb der pisser mig allermest af – begrebet “normalisering”.
Lærernes arbejdstid har tidligere været styret af den enkelte lærers funktion – vi skulle dukke op til vores undervisning, skolearrangementer og til møder, og så kunne forberedelse, skolehjemsamarbejde og teamsamarbejde ellers placeres hvor det gav mening. Der ud af voksede fordommen om, at lærere igennem årene var holdt op med at forberede sig, for i stedet at kunne gå hjem kl. 13 når undervisningen sluttede, for at drikke et glas vin i solen, imens resten af samfundet knoklede for at tjene ind til lærerens svinehøje løn.
I mine ører lyder det godt nok lækkert – jeg har dog aldrig mødt lærere med den slags frihed.
Før den nye arbejdstidsaftale sad vi altid en stor flok lærere til langt ud på eftermiddagen og forberedte vores undervisning – vi fordybede os og lavede knaldgod, nytænkende undervisning.
I dag er opfordringen at vi må genbruge gamle materialer og stjæle fra andre, når vi løber tør for forberedelsestid.
Fandme nej! Hvis jeg mødte op til naturteknikundervisningen i morgen med et halvhjertet forløb, ville jeg ikke kun opleve demotiverede elever med et ringe læringsudbytte, men mine elever ville også møde en irriteret, kortluntet lærer med samvittighedskvaler over ikke at have gjort sit bedste.

En lærer har en 40 timers arbejdsuge (ja!). Sådan har det altid været – teknisk set arbejder lærere det samme antal timer, til den samme løn. Ingen kvaler der. Forandringen ligger i, at 35 af de 40 timer skal være skolen – de resterende 5 disponerer læreren selv over, fx. til skolehjemsamarbejde og forberedelse. For mit vedkommende går 27 ud af de 40 timer til decideret elevtid (konfrontationstid), hvilket efterlader omkring 14 timer til forberedelse – det er da meget godt, ikke? Men der ud over kommer ugentlige fællesmøder, teammøder, kurser, AKT-møder, videreuddannelse på VIA (et sideløbende studie), praktikantvejledning, skolehjemsamarbejde og meget mere. Gæt en gang hvor meget tid der så er tilbage til at forberede undervisning? Det er ikke fordi, jeg er en arbejdshest, at jeg bliver tilbage som sidste mand på skolen. Og det er ikke fordi, jeg har en særligt anderledes opgaveoversigt – sådan her er det for alle.
En ny reform og længere skoledag (som jeg på ingen måde ser problemer i, tvært i mod) betyder mere undervisning, men ikke flere timer i løbet af en arbejdsdag og ikke flere hænder til at løfte opgaven. Forberedelsen ligger spredt i små 30 minutters brikker ind i mellem lektioner – du kan lige akkurat nå at tænde din computer, svare på en mail og kopiere de ark du har tyvstjålet fra et 20 år gammelt materiale fra depotet, inden du skal tilbage til undervisnigen. Nytænkning much? Den faglige fordybelse er omtrendt lige så dyb som en vandpyt.

Til min endelige pointe. Det er ikke fordi vi har pisse ondt af os selv, og ikke kan acceptere at der kommer nogen oppe fra og styrer vores arbejdstider og -vaner. Det er ikke fordi vi ikke vil normaliseres – det er fordi du ikke kan normalisere et arbejde, hvor du beskæftiger dig med mennesker. Det hele går op i timer, minutter, retfærdighedstankegange og millimeterdemokrati, og det knuser en lærers hjerte, når en elev beder om hjælp og ikke får andet svar end “desværre, men jeg er nødt til at forberede mig nu”, fordi konflikthåndtering er nødsaget til udelukkende at ligge i konfrontationstiden, for at tingene kan gå op. Det er både rigidt og tåbeligt!
Det der i sidste ende kan få en lærer til at løbe ud på toilettet for at græde ud i fred, er følelsen af konstant at føle sig utilstrækkelig – at føle, at man ikke gør sit arbejde godt nok.

Jeg er ung, jeg er ikke fastgroet i gamle vaner og jeg er omstillingsparat. Vi unge lærere burde af alle have overskudet og motivationen. Problemet er ikke lærerne og problemet er ikke ledelsen – problemet er forsøget på at normalisere en profession, hvor der arbejdes med mennesker. Som lærer er der behov for, at du giver en ekstra skalle, når der er behov, og kompenserer for den ekstra indsats, når der er tid – der er behov for fleksibilitet og ikke firkantede tilgange, minuttælling og mistillid fra politikere og samfund.

Politikerne har tydeliggjort et statement – nu skal de dovne lærere fandme igang, og jeg lover jer, lærerne står ikke og tramper forkælet i jorden og kræver de gamle vilkår tilbage – vi knokler for at finde hoved og hale i hverdagen, og jeg gruer ved tanken om hvor mange generationer af elever der når at stikke snuden forbi en folkeskole med uforberedte og triste lærere, før at man tager forholdene op til revidering.

Et lettere surt opstød til Christiansborg, et lettere hjerte og en kæmpe cadeau til de lærere der hænger i med næb og kløer herfra. Hold det ægte og hæng i!

051114

 photo 11_zpsbff95564.png
 photo 10_zps982548bc.png

Onsdag aftens look. Jakkesæt fra Envii, taske fra Marc Jacobs, sko fra Deefeter. Var hoppet i mit nye yndlings suit, sammen med et par comfy støvler, hvilket efter min mening giver et dejlig casual look, dog uden at være for afslappet.

Jeg skal på arbejde om lidt, så jeg hopper af – jeg håber, at I har en dejlig weekend.

A ♥

Older posts