Grey is the new black

Youngblood natural mineral foundation vs. Rosacea

 photo IMG_6148_zpse1607f9e.jpg

Jeg tænkte, at jeg lige ville dele mit hidtil bedste bekendtskab indenfor make-up-verdenen med jer. Der er nok flere af os der har brugt en årrække på at finde det allerbedste produkt i foundation-junglen – farve, tekstur, holdbarhed, plejeevne, det hele spiller ind.

Det har betydet en del for mig, da jeg siden begyndelsen af mine teeangeår har døjet med hudlidelsen rosacea som, for mit vedkommende, blusser op med flere års mellemrum, oftest omkring hage, næse og kinder. Man kender ikke årsagen til lidelsen, men man ved hvilke faktorer der er med til at udløse et udbrud. Man kan fx. slå ud af alkohol, sol, oliebaserede produkter, stærk mad, kraftige temperaturskift, hormonelle og emotionelle udsving, parfume og kemikalier – ting som ikke altid er lige lette at styre udenom. Samtidig er der ikke belæg for længerevarende behandlinger med medicin, da sygdommen oftest vender tilbage – det hele er meget livsstilsbaseret.
Jeg havde en kamp med det her i foråret, for første gang længe – I har måske bemærket, at jeg sjældnere har vist mit ansigt her inde, simpelthen fordi rosacea ødelægger ens selvværd fuldstændigt. Jeg havde flere dage i træk, hvor jeg ikke havde lyst til at se nogen, ikke engang min familie eller mine elever, fordi de heller ikke kunne lade være med at kommentere, hvor voldsomt det så ud. Rosacea kan komme til udtryk på flere forskellige måder, men kan oftest forbindes med rødmen og øm hud. Ydermere kan huden slå ud i små væskende blister og hormonknopper – ej at forveksle med acne. Det svier, efterlader åbne sår og er umuligt at dække. Jeg har i længere perioder eksperimenteret med at undgå de forskellige faktorer én ad gangen, og er kommet frem til at mit rosacea, oftest fremkaldes af parfume, kemikalier, hormonelle og emotionelle udsving. Jeg besluttede mig derfor, for at frasortere de ting der var med til at stresse mig i hverdagen, og skifte alt make-up og hudpleje ud, til parfumefri varianter. Det var her, Youngblood kom ind i billedet, og hold da op en forskel!

Deres produkter er ret dyre, så det er ikke noget man lige prøver af uden opfordring – jeg prøvede det første gang, fordi min veninde som arbejder med make-up insisterede på, at det ville være godt for min rosacea, da det ikke indeholder hverken konserveringsmidler, parfumer, olier eller talkum.
Deres løse mineral foundation fungerer som concealer, foundation og pudder i ét produkt. Den børstes på huden som en pudder og ’smelter’ derefter ind i hudens konturer, og får huden til at føles silkeagtig med en smuk glød – det er første gang nogensinde jeg har lagt make-up direkte på min hud, uden smerte – jeg tror aldrig, at jeg slipper den igen.
Min hud er efterhånden så “rask”, at jeg næsten ikke behøver foundation til at dække rødmen mere, men jeg ville ikke gå en dag uden at have den i nærheden, da den næsten virker beroligende på min hud. Rosacea er en ret almindelig lidelse for voksne kvinder, og jeg tænker, at der derfor må sidde et par stykker der ude, og have det samme behov som jeg har haft, i de perioder hvor huden har haft det allerværst. Jeg håber, at indlægget her, måske kan være til hjælp.

OBS – jeg gør opmærksom på, at de beskrivelser og informationer jeg giver om sygdommen, udelukkende baseret på mine egne erfaringer og viden om emnet – søg læge hvis du er i tvivl om noget.

Indlægget er ikke sponsoreret, hvis nogen skulle være i tvivl – det er ren og skær god erfaring. God søndag – A ♥

8 kommentarer

  • Ditte

    Jeg har rosaces og synes mineral pudder dækker fantastisk. Desværre oplever jeg udbrud ved munden når jeg bruger det, hvilket kan skyldes Bismuth oxychlorid der er i løs pudder. Har lige læst flere steder, dette bør undgås hvis man har rosacea :-(

    Dette er blot min erfaring

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Peter

    Bare et tip til jer, der er vilde med Youngblood.
    Der er 35 % på Nicehair lige nu + rabatkode på 100,- oveni:

    https://www.facebook.com/all2day/photos/a.434310066677759.1073741828.427923260649773/591696324272465/?type=1

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lykke

    Jeg døjer desværre også med rosacea. Mine udbrud er ikke så slemme, men da jeg blev meget stresset i min specialeperiode, slog det ud og det var der jeg fik diagnosen. Jeg har nu fået en creme hos lægen der hjælper mig meget. Han fortalte i øvrigt at der findes en creme (den koster vist omkring 500 kr) som skulle kunne tage rødmen i 24 timer (man skal også have recept for den). Det er rent kosmetisk, men hvis man fx skal til en stor fest, på arbejde el.lign kan det jo være det værd.
    Derudover synes jeg origins serie med dr weil er utrolig god til min rosacea, og den kan faktisk berolige min hud overraskende meget ved udbrud. Prøv den evt. i matas først.
    Clarins har lavet en gul pudder som jeg selv bruger dagligt til at dække over rødmen, som jeg også kan anbefale. Se evt. pudderdåserne, hvor de prøver og anbefaler den.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna Schaltz

    Skønt at du laver indlæg som disse! Jeg døjer selv med hudproblemer, og ved lige præcis hvordan du har det og mest af alt har lyst til at holde sig inden døre. Derfor synes jeg også at det er ekstra sejt af dig, ærligt at fortælle om dine problemer, da det ofte er et ømt område. Jeg synes ellers, at du har en super smuk og naturlig hud og glød, ud fra billederne på bloggen! :)
    Jeg selv bruger Youngblood, og den er fantastisk! Den er let mod huden og dækker naturligt flot, uden at se fedtet eller skinnende ud. Helt sikkert alle pengene værd! Man kan nogle gange være heldig at finde den på hjemmesiden Members.com til halv pris.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg lider til tider selv af samme problem, og hvor er det befriende, du tager det op her! Jeg slår især ud af alkohol, og det er så flovt at gå rundt og være rød i hele hovedet. Har før hørt godt om Youngblood, så måske det snart er tid til at give det et skud :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Malene R

    Jeg døjer, heldigvis, ikke selv med problemet, men jeg arbejder med make up og hudpleje. Jeg ved derfor, at Tromborg har en creme, de anbefaler til folk med rosacea. Cremen hedder “Below 10 degrees” og giver masser af fugt til huden samtidig med, den virker beroligende og dulmende på rødme. Den er økologisk og indeholder hverken parabener eller kunstig parfume. Den koster 580 kr og forhandles bl.a. i Magasin, hvor jeg selv arbejder. Vi har virkelig mange gode tilbagemeldninger på den ift. folk med rosacea. Man kan læse mere omkring den på Tromborgs hjemmeside http://www.tromborg.com og ellers er i velkomne til at kigge forbi magasin Kgs Nytorv og få personlig vejledning :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kat.

    Dejligt at vide, at man ikke er den eneste der kan føle sådan !

    Jeg lider også af perioral dermatitis og har ligeledes gode erfaringer med Youngbloods produkter! Keep it simpel med makeup og ansigtsprodukter!!

    Er der ellers andre, som har gode tips til at reducere perioral dermatitis?!?!?!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna M

    Hvor er det dejligt, at du vælger at skrive om dine hudproblemer – det anede jeg ikke, at du bøvlede med. Jeg plages også selv af periodevis perioral dermatitis, så jeg kan virkelig genkende det, du skriver. Det er frygteligt!

    Jeg bruger til daglig INGEN makeup, simpelthen fordi jeg er bange for, at hvad som helst kan få min hud til at slå ud. Så jeg ved ikke helt, om jeg tør give Youngblood et skud… Selvom jeg kun hører godt om deres produkter. Tror lige, jeg skal tage mod til mig.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Grey is the new black