CFW

 photo IMG_0861_zpsf334c21d.jpg

Holder en lille pause fra bloggen i weekenden. Jeg tager et smut til København for at opleve de sidste rester af fashion week. Det er første gang jeg mærker ulempen ved fuldtidsarbejde – at man ikke bare lige kan smutte på forlænget weekend (jaja, luksusproblem, jeg ved det). Så ja, jeg har siddet og grædt snot indvendigt, hver gang der er blevet postet billeder fra de shows og events jeg skulle have været med til. Øv altså.

Anyway, får i hvert fald de fleste af festerne med – det er vist egentlig også helt okay.

Ha’ en god weekend allesammen.
A ♥ (som lover at få svaret på kommentarer, når jeg er hjemme igen)

Foodlog #6

Tak for en masse god respons på bloggens seneste indlæg – både fra de der var enige og uenige. Jeg er begyndt at tage mine forbehold overfor kost- og træningsindlæg, da jeg ikke rigtig er tilhænger af de populære livsstile som florere på de sociale medier for tiden; bl.a. stenalderkost, paleo og LCHF – årsagen er en længere forklaring.
På den anden side, behøver jeg jo ikke at holde mig tilbage, når det kommer til at dele mine egne tilgange til kost og næring. I hvert fald ikke på min blog. Det er lidt som det altid har været: en masse grøntsager, frugter, fuldkorn, nødder, frø, kerner, bønner og økologiske, magre, proteinholdige mejeriprodukter. Og lidt flere frugter og grøntsager. Ganske simpelt, alt det kroppen (efter min og en række diætisters mening) er skabt til at fordøje – varieret, ren energi, nul tilsætningsstoffer. Og, og, og – så må man da også gerne tage et smut i biffen med en slikpose, hvis det er det der gør en glad i låget – så længe det ikke er flere gange i måneden. Her er et bud på hvordan min kost for en dag kan være skruet sammen.

 photo IMG_0445_zpsdf52d228.jpg

Morgen: chiagrød med nødder, frø og bær

2 spsk chiafrø
2 dl skyr naturel
1 dl hindbær
0,5 tsk vaniljepulver
Evt. lidt vand, hvis du synes, at grøden bliver for tyk
Blandet topping

Bland chiafrø, skyr, vaniljepulver, hindbær og vand i en lufttæt beholder og lad det trække på køl natten over. Chiafrøene suger væsken og bliver til en sammenhængende grød. Grøden toppes med frø, nødder, kerner, tørrede frugter, m.v. Her med hørfrø, hampfrø, morbær og mandler. (kærlighed til huden, vitterligt)

 

 photo IMG_0108_zps5e1c21c2.jpg

Frokost: stærk myntesalat

1 stor håndfuld sukkerærter
1/2 agurk
1/2 avocado
1/2 dåse majs
1 lille bundt mynte
1 lille blok feta
1 æg
Lidt olie
Lidt eddike
Lidt sambal oelek

Skær sukkerærterne midt igennem, agurkerne i lange strimler, avokadoen i tern og vend det hele med majs. Hak mynten fint og bland lige dele olie, eddike og sambal oelek til en dressing – den må gerne være ret stærk. Vend det i salaten og top med feta. Server med et kogt æg til, for at få ekstra proteiner. Server evt. en kop detox-te, til et af dagens måltider. Drik ellers vand til.

 

 photo IMG_0448_zps3828b202.jpg

Eftermiddag: lychee og ananas med mynte

150 g. ananas
10 lycheefrugter
1 lille bundt mynte

Skær ananas i mundrette bidder, hak mynten og vend den i. Lychee serveres som de er – tryk den lille stilk i toppen ind i frugten, så den laver en lille åbning. Herfra kan du pille skallen af.

 

 photo IMG_1391_zps0cccb5f3.jpg

Aften: “kylling” med chili, mynte og lime (til to portioner)

1 dl. lys ’soy4you’ kødalternativ (du kan også bruge alm. hakket kylling, brug da halvt så meget bouillon)
3-4 dl. stærk grønsagsbouillon
1 bundt selleri
2-3 lime
2 tsk. sambal oelek
1 bakke søde tomater (helst af arten San Marzano, da deres sødme skaber kontrast til limen)
1/2 bundt mynte
Lidt estragon
Salt og peber

Soya-kødet steges i 5-10 min med bouillon, sambal oelek og gerne lidt olie. Sellerien hakkes og vendes i. Tilsæt lime, salt og peber og lad det simre. Til sidst skæres tomaterne i halve (giv dem evt. et lille tryk med knivens flade, så saften frigives), mynten hakkes fint og begge deles vendes kort i, inden retten tages af varmen.

(al credit går til min far og hans kæreste, som laver de vildeste opskrifter på salater og grøntsagsretter) 

BEMÆRK at indlægget ikke har noget med mængder at gøre – jeg tager oftest flere portioner. Se flere foodlogs nedenfor. Velbekomme!

Dagens fitspiration / tanker om træning

 photo 1_zps8cf029ae.png
 photo 3_zps5094599d.png
 photo 2_zpseb634e5a.png

Inspiration til at træne, træne, træffe sunde valg og træne lidt igen.
Jeg har været syg det meste af sidste uge, og det kom alligevel lidt som en overraskelse, at det jeg savnede mest, var min daglige morgentræning.
Jeg skal på cruise i Middelhavet om et par måneder, og det passer mig virkelig godt med solbadning i kikkerten, da de seneste måneder har været præget af en motivation, der mere eller mindre har hevet mig ud af sengen, inden vækkeuret ringede – ligesom efter et kig på de smukke piger her.

Jeg har gjort mig nogle tanker om hele det her træningsideal, og det er måske derfor jeg er begyndt at tage en smule afstand fra det her inde. Jeg synes, at der breder sig en bestemt tendens rundt omkring på de sociale medier.
De fylder på flere og flere fitness- og livsstilblogge, på instagramprofiler og tumblrs – billeder af muskelspækkede, tunge fitnessdamer. Jeg gør det vist ret tydeligt ovenfor, at jeg aldrig bliver en af de bloggere der poster den slags.
I know, I know, det er tabu, jeg bevæger mig lidt ind på et område, som betyder meget for flere mennesker, så jeg vil prøve at have en konstruktiv tilgang til det.

Jeg tror, at det afhænger meget af ens mål med træning. For mig er der to gode grunde til at holde sig sund og slank; for det første for at leve et langt, rask, stærkt og energisk liv, og for det andet for at føle sig smuk og klæde sig i de snit, farver og design, som man har lyst til.
Der kan jeg godt have svært ved at forstå, de piger der bulker muskelmasse som mænd og træner deres kvindelige former væk. Ja – de ser ret fascinerende ud i et par stramme shorts og en trænings-bh, men hvad så når de hopper i et pænt sæt blondeundertøj eller en smuk kjole?
Jeg har set det, jeg har prøvet, men jeg kan virkelig ikke se det feminine i det.

En helt anden og langt vigtigere overvejelse – er det ideal man i stigende grad hylder overhovedet sundt? Hvis store bloggere lagde billeder op, af udmagrede, skellettynde piger, som målet med træning og sund kost, ville det højest sandsynligt skabe en del debat – og sådan skal det være.
Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvorfor vi forholder os fuldstændig ukritisk overfor de piger der tager den til den anden yderlighed? Hvorfor er den ene ekstrem forkastelig, imens den anden er imponerende og inspirerende? Fordi man kan stille op til konkurrencer i det? Fordi det ikke er livsfarligt på samme måde? Jeg kan ikke lade være med at grue for, om nogle af de piger der bruger hvert minut af deres dag, på at overveje hvordan kost, søvn og træning skal planlægges og kontrolleres, så de når en bestemt kropstype og bliver så “fit” som overhovedet muligt, i virkeligheden har det lige så hårdt, som de piger der faktisk diagnosticeres med spiseforstyrrelser. For ikke at tale om deres helbred – kan oceaner af kosttilskud, ensartet kost og nul tolerance overfor sociale udskejelser være godt for krop og sind?

Og kan det virkelig passe at alle indsatser herunder skal gøres utilstrækkelige? Jeg trækker mig tilbage til det niveau hvor man ikke behøver at indtage fem proteinshakes og en hel kylling om dagen, træne cross-fit og have six-pack for at være lækker – det niveau hvor zumba, gåture og pilates også er motion og hvor kulhydrater er tilladt!

Jeg tror vitterligt ikke på, at en livsstil der forhindrer en i leve et mere eller mindre almindeligt liv (læs: tage en hviledag, spise ude, tage en drink, m.v.) kan defineres som sund.
Eller måske er det bare mig der ikke er hardcore nok?

Jeg ved godt, at jeg i tidernes blog-morgen selv var med til at sætte fokus på dedikation til den sunde livsstil, men lad os få en lille debat om hvad det egentlig vil sige. Det er ved at være længe siden.

Nyd jer selv og jeres livsstil – uanset hvordan den er skruet sammen.

Back on track

 photo IMG_0642JPG_effected_zpsc9623314.png

Så har jeg endelig fået bestilt et nyt kamera hjem. Man er vel ikke blogger uden.
Lysten til at lave noget her inde har været lidt nede i den seneste tid, da jeg kun har haft en iphone at arbejde med. Det går op for en, hvor stor betydning billederne kan have for et indlægs kvalitet.
Efter en masse gode tips fra jer og lidt vejledning fra en fotograf, endte jeg med igen at gå efter Canon – den her gang EOS600D, som jo ikke er nogen ny model, men hold nu op, hvor bliver billederne gode!! Jeg glæder mig virkelig til at komme ud og “lege” lidt igen. Selvom der stadig er tonsvis af funktioner, som jeg ikke aner hvordan man bruger, så kan man stadig eksperimentere sig frem til en hel masse.

God søndag aften allesammen
A (næsten som genfødt i blogland)

Mere udsalg

 photo 1_zps274dac2f.png
 photo 2_zps12943050.png

 

1. Sko fra Sofie Schnoor HER, 2. Trøje fra Fransa HER, 3. Pels fra Soft Rebels HER, 4. Jakke fra Selected Femme HER, 5. Kappe fra J. Lindeberg HER, 6. Øreringe fra Pilgrim HER, 7. Kasket fra Ralph Lauren HER, 8. Skjorte fra Bruuns Bazar HER, 9. Loafers fra Shoe Shi Bar HER, 10. Cardigan fra Vero Moda HER, 11. Kjole fra Soaked in Luxery HER, 12. Frakke fra Selected Femme HER, 13. Øreringe fra Bud to rose HER, 14. Gummistøvler fra Ralph Lauren HER, 15. Bukser fra Sand HER, 16. Trøje fra Minimum HER, 17. Sweatshirt fra Esprit HER, 18. Øreringe fra Pieces HER, 19. Loafers fra Friis & Co HER, 20. Kjole fra Inwear HER, 21. Jakke fra 2nd Day HER, 22. Blazer fra Vila HER, 23. Kjole fra Whyred HER

Med det møgvejr udenfor, er der ikke andet at gøre, end at barikere døren, tænde stearinlys, kravle under dynen og klikke ind på sine favorit webshops. Til min store overraskelse er der stadig en masse lækre ting at finde på udsalg. Ovenfor ser i mine favoritter, blandt andet den mønstrede kjole fra Inwear (nr. 20), som jeg købte tilbage i december, og som flere af jer har efterspurgt.

Jeg smutter – lejligheden bliver snart fyldt med piger. Ha’ en lækker lørdag der ude.

Older posts