Jer der har læst med her på bloggen i mange år, husker nok hvordan sundhed og velvære har fyldt en helt del mere før i tiden. Flere ville nok endda have kaldt det ekstremt, og måske var det til tider også lige til den gode side med hardcore vegetarisme og mange dages detoxing, men under alle omstændigheder var jeg glad, og mange af jer var glade for at læse med.
Den anden dag stod jeg foran spejlet, inden jeg skulle ned og træne, og ærligt, var jeg tæt på at tude. Misforstå mig ikke – jeg har en fin form og jeg føler mig stærk og slank, men der er nogle markante forandringer der har mærket min krop i de seneste par år – kemi. Min hud har mistet sin jævne glød og glans, min krop har ophobet kemi i form af ujævnheder og urenheder, jeg er uendeligt træt, ramt af jævne hovedpiner og har for første gang i mine 20’ere haft flere deciderede sygedage. Jeg skyder ikke skylden på udefrakommende faktorer – det er alene mig, der har mistet min rygrad. Mere præcist, har jeg mistet min kritiske sans – jovist lever jeg sundt det meste af tiden og træner en masse, men min overbevisning om, at kroppen er et produkt af naturen og skal behandles derefter er pist forsvundet.
Går vi et par år tilbage, befandt jeg mig i en helt anden boldgade. Min krop var mit kæreste eje, og den skulles behandles med respekt. Alle varedeklarationer blev nærlæst, ukendte ord blev slået op og renhed og kvalitet var højt prioriteret. Jeg kunne ikke drømme om at røre et light-produkt eller andet med kunstige sødemidler – jeg kunne skrige ved tanken om et transfedtfyldt måltid på vej hjem fra byen – jeg var stærkt optaget af økologi, og ville på ingen måde i nærheden af antibiotika, pesticider, hormoner eller andre former for tilsætninger i de få animalske produkter der sneg sig ind i mit køkken – fjenden var raffineret sukker i alle afskygninger og min mor skulle kæmpe en kamp, for at tvinge en smertestillende pille i mig, uanset hvor skidt tilpas jeg var.
Hov Anna, lyder det ikke ekstremt kontrollerende, næsten sygeligt? Jo måske, men det var det slet ikke. Jeg elskede at kokkere i alle former og farver og kunne bruge flere timer i den lokale helsebiks, og på at eksperimentere mig frem til nye, næringsrige måltider hjemme i køkkenet – jeg har altid været en madglad pige, lad os sige det sådan. Havde jeg hovedpine eller influenza, kendte jeg helt sikkert en urt, frugt eller rod der kunne afhjælpe symptomerne og tømmermænd blev kureret med vand, frugt og yoga. Blogindlæggende ligger her stadig og vidner om bedre tider.
De seneste par år, har været præget af store doser medicin, som jeg først nu har skilt mig rigtigt af med. Weekenderne har været præget af druk, efterfulgt at søndage fyldt med junk food, væmmelige mængder smertestillere til at tage tømmermændene, skyllet ned med litervis af light sodavand. Mængden af ringe kvalitetskaffe på lærerværelset er uanet (virkelig, jeg er holdt om med at tælle det daglige antal kopper) og jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har brygget en kop frisk urte-te. Der bliver sjældent sagt nej til den daglige ration sukker, når en kollega eller elev har en årsag til at fejre noget, og ringe kosttilskud i form af proteinbarer og -pulver er blevet kørt ind, uden den mindste kristiske sans for hvad der ellers gemmer sig i varerne. Køleskabet er blevet mindre farverigt, om æggene er økologiske og grøntsagerne sprøjtede bliver der sjældent taget stilling til og mine juiceshots er udskiftet med preworkout og energidrik. Mine frø, nødder, linser og bønner er gemt væk under alle light snacks’ene i min skuffe og min blender står og håner mig, fordi jeg ikke kan huske hvornår jeg sidst har lavet smoothie eller juice. Det er pinligt venner.
Hvorfor krænge sin elendighed ud på bloggen? Jo, det skal jeg sige jer. Jeg savner at have standpunkter, og jeg savner en hverdag med energi og velvære. Jeg er vred på mig selv – sådan virkelig. Jeg har behandlet min krop som en skraldespand, og selvfølgelig aner den ikke hvad den skal gøre med alt det kemi jeg fylder på den, for det hører slet ikke til der. Jeg ved godt, at jeg maler fanden på væggen, for det jeg beskriver er højest sandsynligt en helt almindelig hverdag for mange omkring mig, men måske der sidder en enkelt eller to der ude, der måske har brug for en rusketur af samme art? Tænker I over hvor mange kemikalier og tilsætningsstoffer i udsætter kroppen for i løbet af en dag?
Jeg lavede en razzia på mig selv her til formiddag. Jeg smed ud, ryddede i bund og smed lidt mere ud. Undervejs undrede jeg mig over, hvornår i al verden jeg har stået i supermarkedet og tænkt, at den slags produkter skulle med hjem, så ud røg de. Jeg fik hevet mine to yndlings kogebøger frem fra en støvet plads på boghylden, og i morgen skal jeg ned og købe ind i min yndlings helsekostbutik (for alle mine kosttilskud er blevet for gamle – jeg skammer mig). Efterfølgende skal jeg have bagt, kokkeret og frosset ned til den kommende uge, og jeg glæder mig!
Ingen opfordring til en ekstrem og sort-hvid livsstil. I må ikke slå mig i hovedet, hvis jeg sidder på en kaffebar eller render rundt med en øl i byen, for der skal også være balance i tingene. Men vær søde ved jer selv – nu har jeg prøvet det – kroppen siger fra og bliver syg hvis man i længere tid behandler den som en skraldespand, så vis lidt omsorg og fyld kun på med de ting den faktisk er skabt til at klare.
Jeg hopper af – god søndag til alle jer.
